Gå med – mod Parkinson
Vi går til musik, sammen eller hver for sig
–  med Parkinsonforeningen Lokalklub Horsens Hedensted
Vi går korte, længere og lange ture og besøger steder rundt i vores 2 kommuner
Vi går hver især så langt, som vi kan, – hvert skridt tæller!
Gåtur
Palsgaard Slotspark
Dato
Torsdag den 24. april 2025
Mødested
Palsgaard ligger ved landsbyen Hosby. Fra Gludvej, hovedvejen mellem Horsens og Juelsminde, vil du se skilte, der leder til Palsgaard. Passér fabrikkerne og de gamle avlsbygninger på Palsgaardsvej og du vil komme til en parkeringsplads ved indgangen til parken.
Starttidspunkt
15.30 (kaffepicnic 15.00)
Længde
Kortere rundtur
Beskrivelse af turen
Kulturhistorie når det er smukkest
Et af lokalområdets absolut mest henrivende udflugtsmål er Palsgaard Slotspark, der ligger i skønne omgivelser 5 kilometer nord for Juelsminde. Slotsparken, der er offentlig tilgængelig, strækker sig over hele 31 ha. smukt anlagt have, hvor der er kælet for hver en detalje. Parken har seks mindre søer og et stort antal sjældne træer og planter, der blev hjemført i 1800-tallet af slottets daværende ejer. Ved de enkelte træer er der sat et lille skilt, så du kan se, hvilken træsort der er tale om.
Rundt om i parken kan du se forskellige interessante kunstværker. De mange skulpturer glider godt ind i landskabet og udgør en flot visuel kontrast til de gamle romantiske bygninger og den smukt tilrettelagte natur.
I centrum for det hele ligger Palsgaard Slot, hvis historie går tilbage til 1200-tallet. Den storslåede trefløjede bygning, der er omgivet af vand, fik sit nuværende udseende i forbindelse med en større ombygning i 1800-tallet. Derudover ses flere forskellige gamle avlsbygninger i gulkalket bindingsværk. En af disse er indrettet som besøgscenter med udstilling om stedets historie og bænke med mulighed for at spise medbragt frokost.
Den nye skovhave
Den gamle slotspark er for nylig blevet udvidet med en 10 ha. stor skovhave, som fungerer som en moderne nyfortolkning af den romantiske slotspark. Skovhaven ved navn Humlegaarden er indrettet med stier, lysninger og en lille skovsø. Den store attraktion er dog tre skulpturer af den anerkendte kunstner Bjørn Nørgaard. Og der er flere på vej. I 2025 vil der være syv Nørgaard skulpturer spredt rundt i skovhaven.
Medbring
Medbring kaffekurv, så mødes vi kl. 15.00 og drikker kaffe.
Drikkedunk og mobiltelefon
Tilmelding og betaling
Ingen tilmelding
Det er gratis at deltage for medlemmer af Parkinsonforeningen.
Det koster 10 kr. for ikke-medlemmer at deltage.
Medlemskab af Parkinsonforeningen er personligt og koster kr. 350 årligt, mens et parmedlemsskab koster kr. 500. Medlemskab giver bl.a. adgang til arrangementer og medlemsbladet Parkinson Nyt.
Kig forbi den lukkede Facebookgruppe: Gå til musik – Parkinsonforeningen Horsens Hedensted.
Her er mulighed for at lave aftaler om samkørsel til gåturene og selv invitere andre med på en gåtur.
Man skal ikke gå med musik i ørene, for at deltage i Gå til Musik gåturene, men man må gerne. Læs nedenfor, hvad musikken kan gøre for dig. Og prøv så, at gå en tur alene med musik i ørerne.
ParkinsonPod
ParkinsonPod er en musik-app, der fungerer som et hjælpemiddel i din daglige træning. På app’en ligger en række musiknumre, alle med en klar rytme, som gør at musikken er nem at gå til. Rytmen betyder, at man får lettere ved at flytte fødderne og tage længere skridt. Det er med til at gøre at gangen bliver mere stabil. App’en er meget brugervenlig, man starter med at vælge sprog: Dansk eller engelsk og herefter hvilket tempo, man vil gå til, og så er man i gang. ParkinsonPod kan købes på App Store eller Google Play på mobilen og koster et engangsbeløb på 149 kroner. Der bliver løbende tilføjet nye numre.