Ændringer i den vederlagsfri fysioterapi på sigt
14. december 2023
Der er kommet en ny overenskomst for den vederlagsfri fysioterapi. I 2024 kommer alt til at være, som det plejer for mennesker med parkinson, men fra 2025 vil der ske visse ændringer. I den nye aftale er der lagt op til at være fokus på evidens og kvalitet og ensartethed på tværs af landet.
Danske Fysioterapeuter og Regionernes Lønnings- og Takstnævn har forhandlet en ny overenskomst på plads, som træder i kraft 1. januar 2024. Som en del af overenskomsten skal der laves strukturerede forløb for fire af de største diagnosegrupper. For mennesker med parkinson træder de i kraft 1. januar 2025 og er på nuværende tidspunkt ikke udarbejdet. Vi ved, at de nye strukturerede forløb skal følge evidensen på området inden for parkinson og fysisk træning, og at de skal være med til at løfte kvaliteten og skabe ensartet fysioterapi i hele landet.
De første strukturerede forløb er for mennesker med sclerose, og de begynder allerede 1. januar 2024. Parkinsonforeningen vil selvfølgelig følge disse strukturerede forløb tæt, og har også en tæt dialog med Danske Fysioterapeuter, der har givet håndslag på, at Parkinsonforeningen og Videns- og kompetencecenteret for rehabilitering af mennesker med parkinson vil blive tæt inddraget.
Ventelister, reduktion i træning og pausering
Den vederlagsfri fysioterapi har desværre været udfordret i mange år, hvilket bl.a. har ført til ventelister for nydiagnosticerede, reduktion i eksisterende træning og pausering af træning i slutningen af året for alle.
Som nydiagnosticeret er det stadig vigtigt at blive skrevet op på en venteliste, for der sker en vis udskiftning i den vederlagsfri ordning. Hvis du bor i en større by, hvor der er flere fysioterapeutklinikker, kan du på Sundhed.dk orientere dig om, hvor lange ventelisterne er i den enkelte klinik, men samtidig er det en god idé at blive skrevet op i en klinik, hvor de har viden om parkinson. Læs mere om disse klinikker: Klik her
Hvis du bliver reduceret i træning uden en faglig begrundelse eller din træning helt stopper, kan du klage, jf. overenskomst om vederlagsfri fysioterapi § 56-61. Klagen skal fremsættes skriftligt overfor den kommune, hvor du bor, eller direkte over for regionen. Klagen skal fremsættes indenfor seks uger og behandles af samarbejdsudvalget i den region, hvor fysioterapeuten har sin praksis.
Såfremt man ønsker at anke afgørelsen, kan denne indbringes for Landssamarbejdsudvalget. Ankefristen er også her seks uger. Du kan kontakte Parkinsonforeningens socialrådgiver Elsebeth Bech, hvis du ønsker vejledning i dette, på tlf. 36350230 tirsdag og torsdag kl. 10-14
Oplever du pausering i din vederlagsfri fysioterapi, må du gerne kontakte teamleder Marlene Grønnegaard Them på tlf. 36350235, da dette ifølge Danske Fysioterapeuter ikke bør finde sted.
Træn hjemmefra
Parkinsonforeningen fik under den første corona-nedlukning lavet otte træningsvideoer, som viser forskellige træningsøvelser, du kan lave derhjemme. Filmene ligger på YouTube.
Alle træningsøvelserne er opdelt enkeltvis, men også sammensat til et program på ca. 45 minutter excl. pauser. Træn det gerne 2-3 gange om ugen.
Træningsvideoer på YouTube: Klik her
Skriv din historie til os
Parkinsonforeningen er altid interesseret i at høre, hvad der sker rundt i landet, så hvis du har en konkret sag eller historie om den vederlagsfri fysioterapi, så ring eller skriv til os på tlf. 36350230 eller info@parkinson.dk.