Økonomi – mulighed for tilskud

Medicin

Aktuelle satser findes på hjemmesiden: https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/tilskud/beregn-dit-tilskud/tilskudsgraenser/

Egenbetalingsloft på 4.435 kr. årligt, dvs. du betaler jf. nedenstående trappe:

0 – 1.045 kr.                                   = 0%     i tilskud

1.045 – 1.750 kr.                           = 50%   i tilskud

1.750 – 3.795 kr.                           = 75%   i tilskud

3.795 – 20.636 kr.                        = 85%   i tilskud

Over 20.636 kr.                             = 100% i tilskud
Der er muligt at få en henstandsordning på apoteket 370 kr. pr. måned.
Du kan altid se overblik i Det Centrale Tilskuds Register (CTR) via www.sundhed.dk

Neurolog kan søge forhøjet tilskud til dyrere, synonymt lægemiddel, hvis du har allergi eller bivirkninger ved billigste. Neurolog og egen læge kan søge enkelttilskud til ikke receptpligtig/ikke tilskudsberettiget medicin. Du kan få støtte til egenbetalingen via almindeligt helbredstillæg (pensionister), enkeltudgift (alle – trangsbestemt) eller merudgift (alle under folkepensionsalderen).

Tillæg til folkepensionister

Der er mulighed for at få helbredstillæg til sundhedsydelser: fx psykolog, tandbehandling, briller, hvis du er folkepensionist eller modtager førtidspension efter gamle regler (før 2003).

Du kan ikke få helbredstillæg, hvis du og din ægtefælle/samlever har en samlet likvid formue på mere end 95.800 kr.
Størrelsen af helbredstillægget afhænger af din personlige tillægsprocent, som du kan se på din pensionsmeddelelse.
Du kan også søge om personligt tillæg til enkeltudgifter, hvis din økonomi er meget stram. Ligeledes er der mulighed for at søge om varmetillæg.
Læs mere – og ansøg – om tilskud på www.borger.dk

Merudgifter under folkepensionsalderen

Merudgifterne skal være en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og nødvendige og der skal være tale om en langvarig lidelse af indgribende karakter med behov for ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger (fx fleksjob).
Der er krav om væsentlig og varig nedsættelse af funktionsevnen, hvis der ikke foretages medicinsk behandling. Det er vigtigt, at du taler med neurologen, hvis kommunen afviser på denne baggrund.

Der er en bagatelgrænse. Hvis din månedlige merudgift er under 589 kr. (7.068 kr. årligt), er du ikke berettiget. Derimod får du 1.103 kr. udbetalt, hvis din merudgift er 589-1.654 kr og er din merudgift 1.655-2.757 kr. får du 2.206 kr. udbetalt.
Eksempler på merudgifter: medicin, befordring, håndsrækninger, ekstra vask (subsidiær til anden lovgivning). Merudgifterne skal godkendes af kommunes if. ansøgning.

Bemærk din faktiske udgift anvendes til beregningen. Dvs. hvis du eks. har mulighed for at trække udgift til græsslåning fra i skat (servicefradrag) eller du er medlem af sygeforsikringen Danmark og får tilskud, nedsættes beløbet til din faktiske udgift.

Fonde og legater

Der findes flere muligheder for at søge legater og støtte til ting eller oplevelser, der ikke dækkes af det offentlige.

For mere information kan du kontakte socialrådgiver Elsebeth Bech på mail: ebech@parkinson.dk

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.