Online samtalegruppe for enlige (medlemstilbud)
Har du parkinson og bor alene? En online samtalegruppe giver dig mulighed for at møde ligesindede og dele erfaringer – uanset hvor du bor. Mange oplever, at det kan være en lettelse at tale med nogen, som virkelig forstår, hvordan det er at stå alene med sygdom og hverdag.

Når du deltager i onlinegruppe
Du vil i et trygt og fortroligt rum mødes med andre for at tale med hinanden om f.eks. hverdagens udfordringer eller det at skulle håndtere alle opgaver og beslutninger alene.
Møderne afholdes via Teams med tændt kamera og mikrofon, hvor alle kan se og høre hinanden. Møderne optages ikke, og alle har tavshedspligt.
Online samtalegrupper er et medlemstilbud, hvorfor du skal være medlem af Parkinsonforeningen.
Målet med samtalegrupper er:
- at deltagerne får støtte og oplever, at de ikke er alene
- at deltagerne får inspiration til handlemuligheder
- at deltagerne får et netværk sammen med ligestillede.
En gruppe består af mindst fem og højst otte deltagere. Gruppen mødes fem gange, hvor der første gang er afsat halvanden time. De efterfølgende fire gange varer en time.
Møderne faciliteres af Parkinsonforeningens socialrådgiver, og det er op til gruppen selv, hvorvidt de vil have kontakt efterfølgende.
Tilmelding FORÅR 2026
Forårets onlinegrupper er nu fyldt op og godt i gang.
Vi forventer at opstarte nye grupper for enlige med parkinson i efteråret 2026.
Ved spørgsmål kontakt os gerne
Marlene Grønnegaard Them, tlf. 3635 0235 eller mail mgt@parkinson.dk