Parkinsonforeningens historie

Her kan du blive klogere på Parkinsonforeningens historie fra opstarten i 1980 og frem til i dag.

Stiftende generalforsamling den 19. maj 1980

En forårsaften i 1980 mødtes en lille kreds af mennesker og stiftede Dansk Parkinsonforening, som foreningen hed indtil 2008. Initiativtageren var Lise Hoffmeyer, hvis mand havde Parkinsons sygdom, og de fleste møder både inden stiftelsen og i foreningens spæde år foregik i Hoffmeyers hjem. De havde i et halvt års tid diskuteret mulighederne, og nu var tiden inde.

Den 19. Maj 1980 afholdtes den stiftende generalforsamling. Siden er det gået slag i slag.

Highlights

2022
2022 er et år med fokus på at sikre et specialiseret rehabiliteringstilbud, bedre neurologdækning, mere viden i kommunerne, fortsat vederlagsfri fysioterapi og bedre støtte til pårørende. For første gang afholder foreningen en to-dages Familiecamp på Fyn takket være en flot donation. 2022 bliver også året, hvor foreningen uddeler 3,5 mio. kroner til parkinsonforskning – det hidtidigt største beløb.

Parkinsonforeningen går med i 2022 med i solsikkeprogrammet. Nøglesnoren kommer med et tilhørende solsikkekort, som giver en lille forklaring på de specifikke udfordringer, man kan have med parkinson, eksempelvis i rejse- eller betalingssituationer.

2021
Ved hovedbestyrelsens møde i november vedtager foreningen en ny strategi for årene 2022-2024. I maj lanceres en ny grafisk identitet med ny hjemmeside, nyt logo og nye farver. Året igennem er der fokus på at implementere den nye grafiske identitet og 2021 bliver også året, hvor kredsene for første gang får adgang til at arbejde med egne undersider på hjemmesiden.

Politisk er der fokus på at sikre rehabilitering og skabe en parkinsonalliance med deltagelse af repræsentanter fra patienter, sundhedspersonale, eksperter, fagforeninger, interesseorganisationer og virksomheder som har berøring med parkinson.

René la Cour Sell vælges som ny landsformand.

2020
Parkinsonforeningen aktiviteter bliver, som alt andet, præget af nedlukningen af Danmark i forlængelse af corona-epidemien. Som følge af en flot donation kan foreningen tilbyde medlemmerne et tre-dages inspirationsophold på Bogensholm på Djursland. Lars Jacobsen udnævnes som parkinsonambassadør.

2019
I 2019 runder foreningen 10.000 medlemmer. I april får foreningen besked fra Sundheds- og Ældreministeriet om, at rehabiliteringsprojektet tildeles 23,5 mio. kr. i perioden 2019-2022. Mikael Buksti vælges som ny landsformand.

Projekt ’Dans med parkinson’ afsluttes med 8 dansestævner fordelt i hele landet. Samtidig indgår foreningen en aftale med bl.a. Danmarks Bokse-Union (DaBU) om et nyt projekt med fokus på parkinsonboksning.

Boksning

Parkinson Boxing er en træningsform målrettet parkinsonsymptomerne.

2018
I 2018 runder foreningen 9.000 medlemmer. Foreningens danseprojekt vinder prisen ”Bedste Initiativ” i Danmarks Patient Award, som er arrangeret af Sundhedsparlamentet på Folkemødet. Flere end 50 dansehold er nu etableret landet over.

Parkinson Unity Walk afholdes for første gang både i København, Sindal og på Mors.

Ved hovedbestyrelsens møde i november vedtager foreningen en ny strategi for årene 2018-2021. Fem strategiske fokusområder bliver denne gang valgt ud: Rehabiliteringstilbud til dem med behov, formidling af ny forskning, informatørkorps, bredde i medlemsbasen samt styrket lokalt engagement.

JBN_PARKINSON_HAFNIA_000969

Danseglæden blomstrede i hele landet. 

2017
Det treårige projekt ‘Dans med parkinson’ kickstartes med støtte fra TrygFonden. Målet er at samle landets parkinsonfamilier i et fælles projekt centreret omkring dansetræning, musik og livsglæde. Der bliver i projektet anvendt to danseformer; Ballroom Fitness™ og dansetræning inspireret af PD-metoden.

2017 er tillige året, hvor Parkinsonforeningen gennemfører den første parkinson-opkvalificering af kommunale medarbejdere fra 10 forskellige kommuner.

Astrid Blom starter som ny direktør i Parkinsonforeningen.

2016
I november 2016 får Parkinsonforeningen besked om, at der i forbindelse med satspuljeforhandlingerne er blevet afsat 20 mio. kr. i perioden 2017-2020. Dermed kan 6 års succes med parkinsonrehabilitering fortætte.

Der er altid fuld fart på træningen på rehabiliteringskurserne.

2015
Den første fireårige periode af Parkinsonforeningens rehabiliteringsprojekt afsluttes med afholdelsen af et seminar i november 2015, hvor resultaterne af evalueringen fremlægges.

Endelig er 2015 året, hvor vi byder velkommen til operasanger Tonny Landy og tv-vært Lisbeth Østergaard som nye parkinsonambassadører.

2014
Den 11. april præsenterer Parkinsonforeningen resultaterne af den hidtil største danske undersøgelse af de non-motoriske symptomer. Flere end 1.000 personer med parkinson og pårørende deltager i undersøgelsen, der tydeligt viser, at de kognitive og skjulte symptomer ved Parkinsons sygdom fylder meget i hverdagen.

Samtidig bliver en stor milepæl sat i oktober, hvor Parkinsonforeningen får tildelt 6,8 mio. kr. af satspuljemidlerne til at fortsætte rehabiliteringsprojektet i yderligere to år.

Stand Still

Stand Still-kampagnen – her på Rådhuspladsen i København. 

2013
I november 2013 skaber Parkinsonforeningen synlighed i gadebilledet med kampagnen Stand Still. Aviser, radio og tv rapporterer fra kampagnen.

Parkinsonforeningens store satsning, Projekt Parkinsonkoordinator, afsluttes som en stor succes for de 70 deltagende familier.

2012
2012 er et år med stort fokus på en aktiv livsstil med Parkinson. Fire steder i landet afholder foreningen velbesøgte weekendkurser for yngre med parkinson med fokus på netop træning, netværk og inspiration, og den 12. maj går 500 personer med til den første danske Parkinson Unity Walk.

Ved hovedbestyrelsens møde i november vedtager foreningen en ny strategi for årene 2013-2015.

Fredag den 23. november og lørdag den 24. november 2012 afholder Parkinsonforeningen for første gang på dansk grund et internationalt symposium i København. På konferencen kan foreningen bl.a. præsentere internationale oplægsholdere fra England, Tyskland, Sverige og USA. Knap 90 danske neurologer, forskere og behandlere har forinden meldt deres ankomst til konferencen.

Endelig er 2012 året, hvor Parkinsonforeningen fik ny adresse i Handicaporganisationernes hus Høje Taastrup.

14633386_909853695813904_820290272160048195_o

Handicaporganisationernes Hus.

2011
Det første nyhedsbrev udsendes til foreningens medlemmer. Projekt Parkinsonkoordinator igangsættes med støtte fra Trygfonden og Helsefonden.

De første hold gennemføres i rehabiliteringsprojektet i samarbejde med Vejlefjord Rehabiliteringscenter og Center for Sundhed og Træning i Skælskør.

Danske Fysioterapeuter publicerer og implementerer et sæt af kliniske retningslinjer for fysioterapi til patienter med Parkinsons sygdom. Med til retningslinjerne følger en række regionale workshops, hvor flere end 300 fysioterapeuter får opkvalificeret deres viden.

2010
Foreningen afholder 30-års jubilæum i festsalen på Københavns Universitet med en faglig konference om formiddagen og en festlig eftermiddag og aften for medlemmerne. Nicolas Bro udnævnes som ambassadør.

Mange års arbejde resulterer i, at der med oktobers satspuljeforhandlinger bevilliges i alt 12,8 millioner kroner over fire år til et stort forsøgsprojekt med specialiserede rehabiliteringstilbud til personer, der er ramt af Parkinsons sygdom.

parkinsongalla-0829

Gallaforestillingen “Kunsten Stiger” i Stærekassen i København.

2009
Parkinsonforeningen afholder for første gang gallaforestillingen “Kunsten stiger” og stiller i september med 10 hold til DHL. Anne-Mette Rasmussen og Bodil Jørgensen udnævnes til ambassadører for foreningen.

2008
Vedtægterne revideres. Den Internationale Parkinsondag markeres med et stor event – en ”Parkinsonlejlighed”. Parkinsonforeningen flytter til centrum af København og runder 7000 medlemmer. Jorry Højer vælges som ny landsformand.

Simon Rosenbaum og Wilson Kipketer udnævnes som de første ambassadører for foreningen, og Wilson Kipketer løber med, da Parkinsonforeningen for første gang deltager i DHL Stafetten. Foreningen skifter navn til Parkinsonforeningen.

DSC_0122

Wilson Kipketer til Parkinsonforeningens første DHL Stafet.

2007
Foreningen markerer den Internationale Parkinsondag for første gang med sloganet “Parkinson giver udfordringer” og en storstilet kampagne med annoncer og events – og en ganske særlig trappe, som i en uge så ud som et uoverstigeligt bjerg.

Professor Henning Pakkenberg fratræder som lægekonsulent og dør senere samme år. I mindeordet kan man læse, hvordan han indførte levodopaen til Danmark i slutningen af 1960’erne.

Mette Holst tiltræder som direktør.

Trappe

Parkinson giver udfordringer – her et billede fra Frederiksberg Metro.

2004
Medlemstallet passerer 6.000 i november. Efter kampvalg vælges Hanne Grønborg som landsformand. I september får de første to danskere indopereret en duodopapumpe på Bispebjerg Hospital.

2003
Hanne Møller vælges som landsformand og erstatter Mogens Mortensen. Det er første gang en person med parkinson vælges som landsformand.

2002
Mogens Mortensen vælges til landsformand.

1998
I september gennemføres det første kursus for enlige i samarbejde med Netværksgruppen ENE. På Repræsentantskabsmødet den 24. oktober i Odense beslutter medlemmerne at gennemføre en ny struktur med hovedbestyrelsen som øverste myndighed.

DBS-operationerne påbegyndes på Århus Kommunehospital af neurokirurg og overlæge Niels Sunde. Året efter påbegyndes operationerne også på Rigshospitalet i samarbejde med Bispebjerg Hospitals neurologiske afdeling.

1997
Foreningens medlemstal passerer 5.000.

1996
Kurser for pårørende starter i henholdsvis Viborg og Gladsaxe. Erna Tind Kristensen vælges som ny landsformand.

1995
Professor Henning Pakkenberg udnævnes til æresmedlem af foreningen. HKH Prinsesse Alexandra påtager sig hvervet som protektor for foreningen.

I Uppsala i Sverige afprøves forsøgsvis en ny medicinpumpe som via en hul i maven forsyner blodet med L-dopa i jævn tilførsel.

ALEX

Protektor og daværende HKH Prinsesse Alexandra. 

1994
På Repræsentantskabsmødet i januar besluttes nye vedtægter. Nordisk Parkinson Råd oprettes på et møde i Finland. Efter møder i Aarhus og Gladsaxe etableres yngrearbejdet i Danmark.

1993
Den 23. oktober optages Dansk Parkinsonforening som medlem af EPDA. I januar ansættes Erik Ziegler som sekretariatsleder.

1992
Pindstrupkurserne starter. I de følgende år afholdes to kurser årligt. Joyce Schmidt vælges som landsformand. Joyce havde på daværende tidspunkt fungeret som foreningens næstformand i to år.

1990
Professor Henning Pakkenberg starter som konsulent for foreningen. Jørgen Hansen afløser Peter Klostergaard på formandsposten.

Professor Henning Pakkenberg

Professor Henning Pakkenberg

1988
I september er den nye struktur på plads i foreningen og det første Repræsentantskabsmøde afholdes. Et lægeetisk råd oprettes. I 1987/88 fungerer Søren Sørensen som kontorchef indtil Kathleen Guldborg Pedersen ansættes som kontorleder. Ralph Lysholt Hansen afgår som landsformand og Peter Klostergaard vælges som ny.

1986
Ralph Lysholt Hansen starter en landsindsamling med godt resultat. Det medfører, at foreningen også får andel i TV’s Lykkelotteri.

1985
I maj afgår Lise Hoffmeyer som formand og udnævnes som æresmedlem af foreningen. Hun erstattes af folketingsmedlem Ralph Lysholt Hansen. Den nye formand omstrukturerer foreningen med oprettelse af amtskredsbestyrelser i perioden 1986-88.

1980
Dansk Parkinsonforening oprettes 19. maj med Lise Hoffmeyer som formand. Advokat Jørgen Hoffmeyer og professor Henning Pakkenberg er med fra start

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.