”Vi er på vej. Det ville jeg ikke have sagt for ti år siden.”
09. juli 2026

”Jeg elsker mit arbejde,” siger Agnete Kirkeby, forskningsleder på Center for Stamcellemedicin, reNEW, på Panum Instituttet, Københavns Universitet. Hendes forskergruppe nærmer sig aktuelt en behandlingsform mod motoriske symptomer ved parkinson. Med hjælp fra et nyt biotek-selskab, som netop har meldt sig på banen, kan et middel potentielt være klar i 2031.
Af Marie Louise Kjølbye
Et lægemiddel med stamceller mod parkinson kan være på vej om få år. I 2029-31, mener Agnete Kirkeby, lektor og gruppeleder på Center for Stamcellemedicin, reNEW, der har til huse på Københavns Universitet, Panum-Instituttet.
Med et transplantat direkte i hjernen skal lægemidlet erstatte de dopamin-nerveceller, der er gået tabt ved Parkinsons sygdom. Det giver grund til optimisme for parkinsonpatienter.
En del skal dog falde på plads først. Ikke mindst har der været en proces med at finde et nyt biotek-firma til at producere midlet, efter at medicinalfirmaet Novo Nordisk i efteråret 2025 trak sig ud af projektet.
Under udarbejdelsen af denne artikel er der dog sket nyt i sagen. 11. maj blev det annonceret, at et mindre amerikansk biotekselskab fra Boston, Cellular Intelligence, overtager udviklingen af produktet.
”Vi er rigtig glade for at have en ny samarbejdspartner på projektet. Om alt går vel, kan vi have et lægemiddel klar i 2031,” anslår Agnete Kirkeby.
I alt arbejder otte forskergrupper i samarbejde med firmaer rundt om i verden med en stamcellebaseret behandling mod parkinson. Det kan holde priserne nede, mener Agnete Kirkeby:
”Jeg har frygtet, at behandlingen måske ville blive for dyr for et almindeligt skattefinansieret sundhedssystem. Flere aktører sikrer konkurrence, og det er jo godt,” smiler hun.
Mikro-dråber direkte i hjernen
Den parkinsonbehandling, der nu skal finpudses, er udviklet på Lunds universitet 2009-23, hvor Agnete Kirkeby var ansat indtil 2025.
Behandlingen består i, at stamceller transplanteres direkte i hjernen som små mikro-dråber.
”Til gengæld skal man kun have behandlingen én gang, og cellerne bliver i hjernen resten af livet.”
Cellerne producerer dopamin og går langsomt i gang med at erstatte hjernens tabte og beskadigede dopaminceller. Egnede er de patienter, der allerede responderer på levodopa. Behandlingen når maksimal effekt efter et-tre år, da cellerne først skal modnes, udsende nervefibre og integrere sig i hjernen. I denne fase behandles med medicin, der skal forhindre immunforsvaret i at afstøde de nye celler.
Fremtiden tegner lyst
Et kommende lægemiddel med stamceller bliver standardiseret, men næppe helt billigt.
”Stamcellebehandlingen virker udelukkende på de motoriske symptomer ved parkinson, ikke på fx kognitive symptomer.”
På længere sigt kan der måske udvikles flere metoder og tidligere diagnosticering, der kan hjælpe på flere symptomer.
Alt i alt tegner fremtiden lyst, set fra parkinsonpatienternes perspektiv, mener Agnete Kirkeby. Det nye stamcelleprodukt kan blive en succesrig behandling for især hårdt ramte ”early onset”-patienter.
”Vi er på vej. Det ville jeg ikke have sagt for ti år siden. Jeg elsker mit arbejde.”
Denne artikel er en forkortet udgave af en artikel fra Parkinson Nyt, juni 2026. Læs hele magasinet her