Vederlagsfri fysioterapi: Økonomi styrer – ikke faglighed
26. august 2025

Når vederlagsfri fysioterapi reduceres med henvisning til økonomi – og ikke sundhedsfagligt vurderede behov – går det ud over patienterne og samfundsøkonomien. Det viser en ny, stor undersøgelse blandt over 4.000 patienter, der blev præsenteret ved en høring på Christiansborg.
Parkinsonforeningen har sammen med 11 andre patientforeninger og paraplyorganisationer gennemført en ny undersøgelse blandt mere end 4.000 brugere af vederlagsfri fysioterapi.
Undersøgelsen blev præsenteret ved en høring i Fællessalen på Christiansborg den 22. august, hvor også seks anbefalinger til en forbedret vederlagsfri fysioterapi blev præsenteret.
Undersøgelsen viser, at hver tredje patient, der i 2024 har fået ændret i deres behandling, har fået en begrundelse, der handler om økonomi. Det er sket, selvom det er imod overenskomsten at reducere eller stoppe forløb uden en sundhedsfaglig begrundelse.
Når behandlingen ændres eller reduceres uden sundhedsfaglig begrundelse, har det konsekvenser – ikke kun for patienternes helbred, men også for deres økonomi og for samfundsøkonomien. Halvdelen af de patienter, der har oplevet ændringer i deres behandling, vurderer, at deres helbred er blevet forværret, og mere end hver fjerde har selv måttet betale for at få dækket deres behov for fysioterapi.
”Vederlagsfri fysioterapi er lægeordineret behandling og ikke for velværets skyld. Det er livsnødvendigt for patienterne. Det er afgørende for patienternes livskvalitet og funktionsniveau. Derfor skal området prioriteres på lige fod med alle andre behandlinger. Vederlagsfri fysioterapi er ofte den eneste virksomme behandling for denne patientgruppe. Desværre er det ikke det, vi ser. Vi ser, at området er styret af kortsigtede økonomiske hensyn og ikke kvalitet for patienten,” siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter.
Ingeborg Uldahl har parkinson og har været vant til at træne på hold hos fysioterapeuten.
”Vi er 15 på et parkinsonhold, som har trænet sammen i mange år. Vi havde tre ugentlige træningstimer frem til nytår 2024. Så kom februar måned, og vi blev fase-inddelt. Ca. halvdelen blev vurderet til fase to, og ca. halvdelen til fase tre. Vi fik ingen forklaring på, hvorfor vi kom i den ene eller den anden gruppe. Det værste var dog, at vi blev sat ned i tid. Fase to måtte træne på hold to gange om måneden, og fase tre måtte træne på hold fem gange om måneden. Det har taget motivationen og glæden fuldstændig fra mig.”
Hvem tager ansvaret?
Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører (SF) var vært for høringen og har både faglige og personlige erfaringer med parkinson, sclerose og gigt. Under deltagelse i debatten med Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter, Rasmus Elkjær Larsen, KL’s Sundheds- og ældreudvalg og Vibeke Westh fra Region Hovedstaden, lagde hun særligt vægt på tilgængelighed og kvalitet.
”Medicin kommer hurtigt og let til de her patienter, det gør træning ikke. Det er utroligt, den forskel der er på, hvad det er for noget træning, man får tilbudt, afhængig af hvor man bor i landet,” siger Kirsten Normann Andersen og fortsætter:
”Vi bliver nødt til at have et fælles overordnet mål om, at der er nogle ting man skal kunne levere på – og som leverandør, så forpligter man sig også til at yde en ganske bestemt form for kvalitet. “
Klare anbefalinger
Der er behov for en ordning, der prioriterer sundhedsfaglig kvalitet, sikrer gennemsigtighed i ventetid og skaber entydigt myndighedsansvar. Derfor er Parkinsonforeningen, Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer, Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser, Gigtforeningen, Hjernesagen, CP Danmark, Muskelsvindfonden, Hjerneskadeforeningen, UlykkesPatientForeningen og Amputationsforeningen gået sammen om tre konkrete politiske anbefalinger:
Anbefaling 1:
Styring efter kvalitet og langsigtet økonomi
Med den økonomiske rammeaftale for ordningen er det tydeligt, at der primært styres efter økonomi og ikke faglighed. Med den seneste overenskomst er der indført ventelister og strukturerede forløb som et forsøg på at nuancere styringsredskaberne. En ny undersøgelse viser imidlertid stadig en lang række tilfælde, hvor fagligheden bliver kompromitteret af en stram økonomisk ramme, fordi udbud og efterspørgsel stadig ikke matcher.
Anbefaling 2:
Patientrettigheder og transparens i ventetid
Vederlagsfri fysioterapi er lægeordineret behandling, som for mange patienter er uundværlig og livsnødvendig – præcis som medicin eller en operation kan være det for andre patientgrupper. Når en behandling er nødvendig for at opretholde et grundlæggende funktionsniveau og livskvalitet, bør adgangen til denne sikres lige så konsekvent som for andre sundhedsydelser. Desværre oplever patienterne alt for lange ventetider til behandling, og den manglende behandling påvirker patienternes funktionsniveau og livskvalitet negativt.
Anbefaling 3:
Entydigt myndighedsansvar
Det delegerede ansvar for den vederlagsfri fysioterapi har resulteret i en ordning, hvor ingen af parterne for alvor tager ansvar for, at patienterne får den behandling, de har behov for. Samtidig er spørgsmål som kvalitet, monitorering og klagemulighed overladt til sig selv i ét stort styringsvakuum. Et velfungerende klagesystem kræver tydelighed i både indhold og ansvar.
Læs alle anbefalingerne: KLIK HER
Fakta fra undersøgelsen:
- I 2024 har hver femte patient oplevet, at deres behandling er blevet ændret. Nogle har f.eks. fået ændret deres individuelle behandling til holdtræning, mens andre i højere grad er blevet bedt om at selvtræne. Derudover har hver femte patient, som modtager individuel behandling, fået mindre tid i behandlingen.
- Halvdelen af de patienter, som har fået ændret i enten sammensætning eller tidsforbrug i behandlingen, angiver, at deres helbred er blevet forværret på grund af ændringen. I knap 4 ud af 10 tilfælde skyldes ændringerne økonomiske besparelser frem for en faglig vurdering fra fysioterapeuten.
- I 2024 har 27 procent af dem, som har fået ændret i behandlingen, selv betalt for at få tilstrækkelig fysioterapi til at dække deres behov.
Læs hele undersøgelsen: KLIK HER