Tre EM-sølvmedaljer, parkinson og et arbejdsliv på nye vilkår

“I år er der måske 40 sekunder, hvor jeg ikke har mærket parkinson,” siger Thomas Halkjær Rasmussen, 47 år, fra Skjern. De 40 sekunder er de øjeblikke, hvor han krydsede målstregen i det svære forhindringsløb OCR, og så glæden i familiens øjne. I maj 2026 vandt han ikke mindre end tre sølvmedaljer ved EM i Spanien.

 Af Charlotte Christensen, Projektleder i kommunikation hos Landia i Lem 

Foto: Privat og Birgitte Røddik, Landia 

For lidt mere end to år siden fik Thomas Halkjær Rasmussen fra Skjern en besked, der ændrede hans liv. Han fik en diagnose for Parkinsons sygdom. 

I weekenden 30-31. maj 2026 stod Thomas Halkjær Rasmussen på podiet ved EM i OCR (OCR.dk – Obstacle Course Racing Danmark, en form for avanceret forhindringsløb) i Irún i Spanien med tre sølvmedaljer om halsen. 

Bag medaljerne ligger en hverdag, hvor sygdommen fylder mere og mere. 

I snart tre år har Thomas Halkjær Rasmussen været ansat i firmaet Landia i Lem. Før diagnosen arbejdede han fuld tid. I dag arbejder han cirka 12-15 timer om ugen i et fastholdelsesfleksjob. 

“Hvis jeg skulle gøre det bedste for mig selv rent fysisk, burde jeg nok stoppe med at arbejde. Men det er jeg slet ikke klar til,” siger Thomas Halkjær Rasmussen. 

For selv om arbejdet kræver meget, betyder det også meget. 

“Jeg nyder at have noget at stå op til. Jeg holder rigtig meget af mine kolleger, og det sociale betyder meget for mig. Jeg kan godt mærke, at jeg er mere træt de dage, jeg er på arbejde, men jeg vil stadig gerne være en del af fællesskabet.” 

Jobbet er hårdere end konkurrencesport 

På mange måder er det fysisk hårdere for ham at gå på arbejde end at løbe et OCR-løb, fortæller Thomas Halkjær Rasmussen. 

“Et løb er hårdt, men det er afgrænset. På arbejde skal jeg være på i længere tid, og kroppen er hele tiden i gang. Det kan jeg mærke.” 

Hos Landia har man sammen med Thomas Halkjær Rasmussen fundet en løsning, hvor han fortsat kan være en del af hverdagen på arbejdspladsen. 

Det betyder meget for ham. 

“Det giver mig noget at stå op til. Og det betyder meget, at jeg stadig har min plads.” 

Kan ikke rejse alene 

Ved EM i Irún blev det til sølv i short course, standard course og team relay. 

Målet var én medalje. Thomas Halkjær Rasmussen kom hjem med tre. 

Men weekenden var langt fra let. 

Allerede ved ankomsten torsdag 28. maj blev han hårdt ramt af rejsen og varmen. Efter det første løb var han fuldstændig smadret. Efter det lange standardløb var kræfterne brugt op. 

Her tog hans kone Trina over. 

“Hun styrede mig fuldstændig. ’Nu tager vi tilbage til hotellet. Nu skal du i bad. Nu skal du spise. Nu skal du sove.’ Havde det ikke været for hende, var jeg aldrig kommet videre fra pladsen.” 

Thomas Halkjær Rasmussen kalder Trina sin kone, sin coach, sin løbemakker og sin klippe. 

“Jeg må erkende, at jeg ikke længere kan rejse alene. Det kunne jeg sidste år. Det kan jeg ikke nu.” 

Familien betyder alt 

Den erkendelse gør ondt. For Thomas Halkjær Rasmussen mærker tydeligt, at sygdommen udvikler sig. 

“Set i bakspejlet er der sket meget på den negative side. Mit helbred går den forkerte vej. Derfor betyder de her sølvmedaljer måske endnu mere for mig, end de ellers ville have gjort.” 

Samtidig blev EM også en påmindelse om, hvor meget familien betyder. 

På mesterskabets sidste dag måtte Trina og sønnen Ludvig rejse hjem, mens Thomas Halkjær Rasmussen selv blev tilbage for at løbe team relay. 

Få timer senere stod han med sin tredje sølvmedalje. 

Men glæden var ikke den samme. 

“Da jeg stod på podiet, tænkte jeg ikke på medaljen. Jeg tænkte på, at Trina og Ludvig ikke var der til at opleve det.” 

Han holder en kort pause. 

“Der stod ikke en kone og en 11-årig søn og løb mig om halsen. Det gjorde faktisk ondt.” 

For Thomas Halkjær Rasmussen handler medaljerne ikke kun om resultater. 

De handler også om at dele oplevelserne med dem, der står bag ham hver eneste dag. 

“Det er deres stolthed og glæde, jeg lever for at se. Det betyder mere for mig end selve medaljen.” 

Når Thomas Halkjær Rasmussen bliver spurgt, hvornår han føler sig fri af sygdommen, kommer svaret efter en pause. 

“Der er måske 40 sekunder i år, hvor jeg ikke har mærket parkinson.” 

Det er de øjeblikke, hvor han krydser målstregen og ser glæden i familiens øjne. 

”Det er der, jeg føler mig i live. I de sekunder føler jeg mig ikke syg. Jeg føler mig fri af parkinson”. 

Da Thomas Halkjær Rasmussen bliver spurgt, hvad han ville sige til den Thomas, der fik diagnosen 691 dage før mesterskaberne i Spanien, kommer svaret efter en længere pause. 

• “Det bliver hårdt.” 
• “Tab ikke modet.” 
• “Hold sammen på familien.” 

Han stopper op. 

“Men det bliver en kamp, du 100 procent taber, om du vil eller ej. Så få det bedste ud af det.” 

På spørgsmålet om, hvor længe han bliver ved, svarer han uden tøven: 

“Så længe kroppen tillader det. Så længe glæden er større end den pris, jeg betaler bagefter.” 

I dagene lige efter EM i OCR var Thomas Halkjær Rasmussen mentalt træt og fysisk smadret. Det tager omkring tre uger at komme sig efter en weekend som EM i Irún. 

Men han smiler alligevel. 

“Heldigvis er der først VM til august.” 

Denne artikel stammer fra Parkinson Nyt, september 2026. Læs hele magasinet her

Siden artiklens udgivelse har Thomas deltaget i VM i Irland

Han troede ikke, det var muligt. Nu er Thomas verdensmester “Bider smerten i mig. Ét løb tilbage.”

Det var en af de beskeder, Thomas Halkjær Rasmussen sendte hjem fra VM i Irland.

På det tidspunkt havde han allerede presset kroppen langt. En skade i venstre hofte gjorde ondt, han havde næsten ikke sovet, og Thomas var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne gennemføre de næste løb.

Men der var stadig noget at kæmpe for.

Thomas fortsatte.

“Jeg kunne jo ikke lade være med at løbe mig i hegnet, selv om det gjorde ondt. Men det gav mig også 4 VM-sølv og den guldmedalje, der gjorde mig til verdensmester.”

Det siger egentlig meget godt, hvem Thomas er.

For når kroppen siger stop, er det ikke nødvendigvis det samme som, at Thomas gør det.

Og denne gang førte viljen, kampen og mange års jagt på den helt store titel hele vejen til noget, han selv ikke troede var muligt:

Thomas blev verdensmester.

Ved VM i Irland tog han hele fem medaljer med hjem:

1 x VM-guld

4 x VM-sølv

For første gang kan Thomas kalde sig verdensmester i OCR.

Og den titel betyder noget helt særligt.

“Det har altid været min drøm og mit mål at blive verdensmester. Jeg troede faktisk slet ikke, det var muligt. Jeg ville nå det ultimative, mens helbredet stadig tillod det.”

Midt i løbene, smerterne og kampen havde Thomas sin familie omkring sig. De var med i Irland og stod ved hans side gennem hele VM.

“Jeg er så stolt og varm om hjertet over den familie, jeg har omkring mig. De passer på mig og gør, at jeg trives.”

De kommende tre VM skal afholdes i Kina. Og her slutter VM-rejsen for Thomas.

Den lange flyvetur, tidsforskellen og belastningen før og efter er ganske enkelt for hård for hans helbred. Det er desværre et faktum.

Derfor betyder guldet i Irland endnu mere.

Han nåede det mål, han har jagtet i årevis.

Han blev verdensmester.

Men Thomas er ikke færdig med at konkurrere.

Næste store mål er EM i Estland i 2027.

“Jeg går efter guld. Både individuelt og for hold.”