Stamceller kan – også – bruges som behandling

Stamceller rummer mange perspektiver for forskningen. Men behandling med stamceller mod parkinson er mere kompliceret, end det umiddelbart lyder, påpeger professor Morten Meyer, der har beskæftiget sig med Parkinsons sygdom og stamceller i små 30 år.

Af Marie Louise Kjølbye

”Det lyder meget simpelt at sprøjte stamceller ind i hjernen, men det er det ikke,” fastslår han.

”Siden slut-1980’erne har man forsøgt sig med celletransplantation til hjernen af parkinsonpatienter, og det har også virket på de motoriske symptomer hos nogle patienter. Da man startede, transplanterede man humant abortvæv, og enkelte patienter har haft glæde af sådanne nervecelletransplantater i mere end 20 år. Men det blev ikke en behandling for mange, og det er det stadig ikke. Jeg har tidligere arbejdet med celletransplantation i relation til Parkinsons sygdom, men det område har vi forladt igen. Jeg synes stadig, det er et spændende område, som ved metodeoptimering og kritisk patientselektion givetvis kan få betydning for visse patienters motoriske problemer. Behandlingen stopper dog ikke sygdomsprogressionen.”

Celler kan ”skrues tilbage” til stamceller

Morten Meyer har selv interesseret sig for transplantation af celler i hjernen på mennesker med Parkinsons sygdom. I dag er hans fokus studiet af stamcelle-afledte dopamin-holdige nerveceller i laboratoriets petriskåle.

I de første mange år af Morten Meyers forskerkarriere stammede de celler, der blev brugt i forskning og eksperimentel behandling, fra forstadier til dopaminholdige nerveceller i fosterhjerner, senere såkaldte neural-stamceller (stamceller isoleret fra nervesystemet), og endelig fra embryonale stamceller (overskudsæg fra fertilitetsbehandling).

Men 2000-årenes første årti blev en gamechanger. I 2006 viste den japanske forsker Shinya Yamanaka, hvordan en moden celle via introduktion af nogle få gener kunne bringes tilbage i udviklingen, så den fik samme egenskaber som den embryonale stamcelle. Seks år senere, i 2012, fik Yamanaka Nobelprisen i medicin for sin opdagelse, nemlig at udvikle stamceller fra hudceller, dvs. hudbiopsi fra mennesker. Blodceller og en række andre celler kan også anvendes til produktion af stamceller.

Sygdomsmekanismer afsløres i petriskåle

Som forskningsobjekt blev de humane embryonale stamceller, hESC (eng.: Human Embryonic Stem Cells) herefter ofte erstattet af ”fabrikerede” stamceller lavet fra hudceller, iPSCs (eng.: Induced Pluripotent Stem Cells). De nye ”inducerede pluripotente stamceller” rummer samme potentiale som de embryonale stamceller til at kunne udvikles til præcis den celletype, man ønsker. De inducerede pluripotente stamceller kan deles uendeligt i laboratoriernes petriskåle.

Også i Morten Meyers laboratorium i Odense.

”Vores forskning nu centreres om brugen af iPSC’er til undersøgelse af molekylære sygdomsmekanismer. Vi forsøger samtidig at identificere nye cellulære behandlingsområder. Vi har desuden fokus på, hvordan miljøtoksiner (miljøgifte, red.) kobler sig til risikoen for udvikling af sygdommen” forklarer han.

”Når vi udvikler stamceller fra patienternes hudceller og modner disse stamceller til dopaminholdige nerveceller i laboratoriet, kan vi se, at også disse nerveceller får Parkinsons sygdom. Vi kan så studere de ”syge” celler og følge den molekylære sygdomsudvikling,” siger Morten Meyer.

”Vi leder efter nye behandlingsområder inde i cellerne. Skal sygdomsprogressionen stoppes, må vi jo forvente, at fx bestemte enzymer eller signaleringsveje inde i cellerne skal påvirkes. For at finde disse behandlingsområder skal vi forstå de molekylære sygdomsmekanismer,” forklarer Morten Meyer.

Morten Meyer forsker aktuelt i, hvordan celler reagerer på PFAS. Ophobning af stabile fluorstoffer (PFAS) i miljøet udgør en stigende trussel mod sundheden. Forskningen kan potentielt koble PFAS-eksponering til stigningen i forekomsten af Parkinsons sygdom, da stigningen ikke kun kan forklares ved stigende levealder.

Ved brug af stamceller med og uden Parkinsons sygdom undersøges, hvordan stoffer i PFAS-familien påvirker bl.a. cellernes håndtering af proteinet alfa-synuklein.

”Jeg tror, at stamcelleforskningen vil bidrage til, at forskningsfeltet kan få et stort gennembrud på et tidspunkt. Ikke mindst i kraft af al den forskning, der allerede foregår nu, hvor man prøver at forstå de molekylære sygdomsmekanismer, altså hvad der sker inde i cellerne.”

Aktuelt følger hans egen forskningsgruppe et interessant spor:

”Vi har fundet et lille enzym, der ser ud til at være for aktivt i syge nerveceller lavet via stamceller. Vi ved, at hæmning af enzymet påvirker de dyrkede nerveceller positivt, men vi ved ikke, om tilsvarende vil gøre sig gældende i patienter. Vi håber på at være klar til at publicere vores fund indenfor et halvt år.”

Stamceller lindrer, men helbreder ikke

Morten Meyer opfatter stamcelleterapi, som den foreligger nu, som endnu en behandlingsform, der lindrer parkinsonsymptomerne uden at helbrede sygdommen. Ganske som medicin og avanceret behandling, der også er tilgængelige for patienterne nu.

”Der er ingen tvivl om, at nerveceller, lavet via stamceller, kan bruges til behandling af motoriske problemer ved parkinson, især under optimale forhold,” mener Morten Meyer, der dog også påpeger, at behandlingen er kompliceret og lunefuld.

”Studierne, der ligger forud for de igangværende stamcellebehandlinger, har adresseret en række spørgsmål. Ét handler om patientselektion, et andet er antallet af celler, der bruges, og endelig, hvor præcis i hjernen, cellerne sprøjtes ind.”

Hvad angår patientselektion egner de patienter sig bedst, som især har motoriske udfordringer og som allerede responderer godt på levodopa. Patienter egner sig mindre, hvis deres udfordringer i højere grad er ikke-motoriske og kognitive, som behandlingen ikke afhjælper.

Spørgsmålet om det optimale antal celler er heller ikke entydigt afklaret. Behovet for celler kobler sig nemlig også til, hvordan cellerne indsprøjtes, dvs. antal kanylespor og disses placering i hjernen.

”Et celletransplantat fylder ingenting. Flere millioner umodne dopaminnerveceller fylder nogle få kubikmillimeter, så omfanget er ikke problemet. Men ved indsprøjtningen skal man ramme de områder i striatum, der har mest med motorik at gøre, og hvor dopamintabet er størst.”

”Et velfungerende transplantat kan i nogen grad selv ”mærke”, om hjernen mangler dopamin, som cellerne i så fald producerer mere af. Reguleringen af dopaminfrigivelsen bliver dog aldrig lige så præcist som i hjernens oprindelige system.”

Normalt går der et-to år, før transplantatet virker optimalt, fordi de umodne dopaminnerveceller skal modne i hjernen. Som ved andre transplantationer behandles med medicin, der dæmper immunforsvaret, så de ”nye” celler ikke afstødes. Immundæmpende medicin gør også kroppen mere sårbar for andre sygdomme.

De ”nye”, friske celler kurerer uheldigvis ikke de eksisterende syge celler. Tværtimod vil også de friske celler med tiden rammes af parkinson, dvs. bl.a. ophobning af de skadelige klumper af alfa-synuklein. Der vil dog gå en årrække, da sygdommen udvikler sig langsomt, så der er et betydeligt ’terapeutisk vindue’, påpeger Morten Meyer.

”Stamcellerne helbreder ikke sygdommen. De laver dopamin, ligesom hvis du får en pille, men de vil være bedre til at finjustere mængden”.

Denne artikel stammer fra Parkinson Nyt, juni 2026. Læs hele magasinet her