Undersøgelse af ventetider på udredning og faste kontroller
19. oktober 2022
Vi skal til stemmeurnerne om under to uger. Et tema i valgkampen har været, hvor lang tid det tager at få at vide, hvad man fejler. Eller sagt på en anden måde, hvor lang tid tager det at blive udredt i det danske sundhedsvæsen.
Derfor vil vi i Parkinsonforeningen gerne høre mennesker med parkinson, hvor lang tid det tog at blive udredt for parkinson-diagnosen.
I Danmark har vi udredningsgaranti. Det betyder, at patienter har ret til at blive undersøgt og udredt inden for 30 dage, når de henvises til et sygehus. Udredningen skal være påbegyndt, men ikke nødvendigvis afsluttet. Kan regionen ikke leve op til det, har man udvidet ret til at vælge udredning hos et privathospital – det såkaldte udvidet frit sygehusvalg. Nogle gange er det ikke fagligt muligt at afslutte udredningen inden for 30 dage.
Samtidig foretrækker en del patienter at komme til på et bestemt sygehus – også selvom ventetiden der kan være længere end de 30 dage. I begge tilfælde har patienten ret til at få en udredningsplan for det videre forløb. Udredningsretten betyder altså ikke, at alle patienter skal udredes inden for 30 dage – men de skal have tilbud om udredning eller en udredningsplan.
Udover udredningsgaranti vil vi gerne høre, hvor ofte mennesker med parkinson kommer til deres faste kontroller hos neurolog. Dansk Selskab for Bevægeforstyrrelser (Danmodis) anbefaler, at man kommer til kontrol for sin parkinson to gange årligt, hvor den ene gang kan være ved sygeplejerske.
Spørgeskemaet tager 2-3 minutter at udfylde og skal bruges i det politiske arbejde for at sætte fokus på vilkårene for mennesker med parkinson.
Da der var svarfrist til og med søndag den 23. oktober 2022 er det desværre ikke længere muligt at udfylde skemaet.