36 35 02 30

Parkinsonforeningen satte hjernesundhed på dagsordenen på Folkemødet

Tre dage med debatter, møder og gode samtaler dannede rammen om Parkinsonforeningens deltagelse på årets Folkemøde. Sammen med seks andre patientforeninger var foreningen en del af Hjerneskibet – et fælles samlingspunkt, hvor der blev sat fokus på hjernesundhed og vilkårene for mennesker, der lever med neurologiske sygdomme og skader.

Bag Hjerneskibet stod Parkinsonforeningen, Alzheimerforeningen, CP Danmark, Hjernerystelsesforeningen, Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen og Scleroseforeningen med støtte fra Lundbeckfonden. I løbet af Folkemødet dannede skibet ramme om en lang række debatter og samtaler om blandt andet rehabilitering, forebyggelse, pårørendes rolle og livet med en neurologisk sygdom eller skade.

Rehabilitering er en investering

For Parkinsonforeningen var særligt patientrettet forebyggelse og de pårørendes vilkår centrale temaer.

For mennesker med parkinson er specialiseret rehabilitering og lægeordineret fysioterapi langt mere end et supplement til den medicinske behandling. Det er en afgørende indsats, der kan være med til at bevare funktionsevne, selvstændighed og livskvalitet i længere tid. Derfor vækker det bekymring, når adgangen til disse tilbud gradvist bliver dårligere.

Budskabet fra debatten var tydeligt: Når mennesker med neurologiske skader eller sygdomme som parkinson mister funktionsevne tidligere end nødvendigt, øger det både behovet for hjælp og presset på sundhedsvæsenet senere i sygdomsforløbet. Investeringer i forebyggelse og rehabilitering er derfor ikke blot til gavn for den enkelte – de er også en investering i et mere bæredygtigt sundhedsvæsen.

Direktør Karina Madsen lagde i løbet af folkemødet vægt på behovet for et mere langsigtet perspektiv, når der prioriteres i sundhedsvæsenet.

De vigtige samtaler mellem debatterne

Folkemødet handler imidlertid om meget mere end de officielle programpunkter. Mange af de vigtigste dialoger opstår mellem debatterne, hvor politikere, organisationer, fagpersoner og borgere mødes på tværs for at udveksle erfaringer og idéer.

For Parkinsonforeningen gav dagene på Bornholm mulighed for at skabe nye relationer og bringe vores mærkesager i spil over for både beslutningstagere og samarbejdspartnere.

Samtidig var Folkemødet det første for Karina Madsen som direktør i Parkinsonforeningen.

”Det har været tre inspirerende dage fyldt med gode samtaler, nye indsigter og et stort engagement omkring de udfordringer, vi arbejder med. Jeg tager især mange vigtige drøftelser med hjem om forebyggelse, rehabilitering og behovet for specialiserede tilbud til mennesker med parkinson”, siger hun.

Stærkere sammen om hjernesundhed

Et af de stærkeste indtryk fra Folkemødet var samarbejdet på tværs af patientforeningerne. Selvom Hjerneskibet samlede organisationer med forskellige diagnoser, blev det tydeligt, hvor mange fælles udfordringer og mål foreningerne deler.

Ved at stå sammen kunne der sættes et endnu stærkere fokus på hjernesundhed og på behovet for de rette tilbud til mennesker med neurologiske sygdomme og deres pårørende.

Parkinsonforeningen ser tilbage på tre udbytterige dage med stor interesse for foreningens mærkesager, nye samarbejder og værdifulde samtaler, som tages med videre i det politiske arbejde.

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.

Hvad beskriver dig bedst?