Netværk for topledere med parkinson

Alle mennesker kan få parkinson – også topledere. Parkinsonforeningens landsformand har derfor sat sig i spidsen for et nyt netværk for topledere, der alle har parkinson.

Gruppen har netop afholdt første møde og er stadig åben for optag af nye medlemmer.

Gruppen har til formål at skabe et forum for erhvervsaktive topledere med parkinson, hvor erfaringer kan udveksles, og hvor der kan ske gensidig inspiration.

”Mange med parkinson fortæller hurtigt venner og familie, at de har fået diagnosen parkinson. Men for mennesker, der via deres arbejde har et betydeligt ledelsesansvar eller er kendte i den brede offentlighed, kan det være svært at dele diagnosen. Derfor er der fuld fortrolighed blandt gruppens medlemmer,” forklarer landsformand René la Cour Sell, der yderligere fortæller, at deltagerne efter første møde var glade for den nyopståede mulighed.

Kort om netværk for topledere med parkinson
Forum for max 15 deltagere, der har erfaring med at drive processer som topledere i det private eller det offentlige og kulturpersonligheder. Alle har parkinson og er erhvervsaktive.

Gruppen optager pt. nye medlemmer.

Gruppen mødes hver 2. måned, næste gang 9. marts i København.

Er du interesseret, så kontakt landsformand René la Cour Sell på 40 58 22 00 eller renelacoursell@parkinson.dk

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.