Musik er også medicin
06. juli 2026
Foto: privat
Alle vi, der har sunget fælles- eller korsang, vidste i forvejen, at man altid går glad og opløftet hjem fra sang. Nu er der videnskabelig evidens for, at det har positiv virkning at synge sammen – ikke mindst, når man har parkinson.
Personlig beretning af Ida Marie Krogh Skau
Lektor, cand.mag. i musikvidenskab og religionsvidenskab, Kreds Sønderjylland
”Tal lidt højere”. ”Hvorfor ser du sur ud”? Kommunikation, især den verbale, er grundstenen i menneskelige fællesskaber. Ofte er vi, der har parkinson, udfordrede på, at stemmen bliver svagere, diktionen utydelig, og ansigtsmimikken mere ubevægelig. Det udfordrer kommunikationen med andre mennesker, både i dialoger og hvis man gerne vil tage ordet i større forsamlinger. Vi, der har parkinson, kan også have tendens til hæshed. Tilmed kan vores udfordring i forhold til dopaminniveauet gøre det til en næsten uoverstigelig udfordring overhovedet at komme ud ad døren og tage del i de fællesskaber, hvor man kan ”løfte sin stemme”.
Vi har alle en sangstemme. I Danmark har vi endda en sangskat og en unik korsangs- og fællesangstradition. Det fik jeg bekræftet, da jeg var højskolelærer, og vores internationale elever, når de rejste fra højskolen, ofte gav udtryk for, at hvis de kunne ”importere” en enkelt ting til hjemlandet fra Danmark, skulle det være Højskolesangbogen.
Når vi synger sammen, ofte på tværs af aldersforskelle og andre skel, udtrykker vi noget af det, vi har til fælles. Dermed får sangen stor kulturel og social betydning.
At muliggøre, at der synges
Jeg er vokset op i et syngende miljø i Thy. Jeg opfattede ikke det at synge som noget særligt, eller forbundet med præstationskrav. Sang var en udtryksform, noget man bare gjorde. Min oldemor sang altid – skillingsviser, hjemlandstoner, højskolesange, salmer. Mormor lærte os sanglege og ”Husker du i høst”. Mine forældre forelskede sig, da de sang i et sangkor. Når vi havde gæster, blev der altid sunget. Både på musikskolen og i kirkekoret var korlederen min mor. Fra jeg var 13 år, spillede jeg klaver til fællessang, i gymnasiet og studietiden også som organist. Da jeg gik på højskole, spillede jeg til morgensang hver morgen (at pjække eller sove over sig var IKKE en mulighed). I studietiden sang jeg kor for Etta Cameron, skrev speciale om gospelmusik og oplevede på en studietur til Memphis og Harlem en anden levende sangkultur. Da jeg var blevet cand.mag. i religionsvidenskab og musikvidenskab, blev erhvervsvalget gymnasielærer, afbrudt af fem år som højskolelærer. Jeg har været dirigent for ni forskellige børne-, unge- og voksenkor gennem tiden, ligesom jeg har afholdt et utal af sangaftener og selv været ivrig korsanger. Jeg er ikke nogen hverken særlig god eller skolet sanger, og min motivation har altid været enkel: At muliggøre, at der skal kunne synges. Sangglæden og fællesskabet om sangen har altid været motor og drivkraft nok.
Evidens for positiv effekt
De senere årtier er også naturvidenskabelige forskere begyndt at interessere sig for sangens gavnlige virkninger, og at eksperimentere med andre aspekter af det at synge sammen. I Danmark etablerede Forskningsgruppen Musikterapi ved Aalborg Universitet og Aarhus Universitets Center for Music in the Brain de første tværfaglige samarbejder.
Resultaterne viser klart, at når muskulatur og vejrtrækning aktiveres i sang, sker der noget med hormonproduktionen: Stresshormonet kortisol sænkes, immuglobulin A (antistof) øges, og oxytocin (tilknytning) og dopamin (lykke) øges.
Med andre ord er der simpelthen evidens for, at det har positiv virkning at synge sammen. Alle vi, der har sunget fælles- eller korsang, vidste jo også godt i forvejen, at man går glad og opløftet hjem…!
Mange sangfællesskaber
I 2014 åbnede Sangens Hus, og i 2020 blev Sangens Hus en selvejende institution og en national kulturinstitution, som har til formål at fremme sangen i Danmark. Sangens Hus arbejder på flere fronter, bl.a. ved at fortsætte forskningsarbejdet i Videnscenter for sang. Især etableringen af lokale Sangkraftcentre har på kort tid skabt nye sangfællesskaber over hele landet. Sangkraftcentrene er lokale ressourcecentre, som arbejder på at alle borgere skal have mulighed for at deltage i et sangfællesskab. Man etablerer ikke nødvendigvis en masse nyt, men forsøger også at bygge bro mellem de aktører, som allerede findes.
Jeg blev medlem af styregruppen for Tønder Kommunes Sangkraftcenter, da det blev etableret i efteråret 2024. Vi har sekretariat på Tønder Kulturskole, og centret har i sit første år, også i samarbejde med andre aktører, haft mange forskellige aktiviteter, eksempelvis ‘sangglad familie’ (småbørnsfamilier), morgensangs-inspirationskursus for folkeskolelærere, ‘syngende vælgermøde’, rådhuskor for kommunens ansatte, plejehjemskor, lungekor og i denne måned starter kor for demensramte og deres pårørende. Utroligt mange nye, livsbekræftende fællesskaber, hvor der hverken er langt til smilet eller til det koncentrerede fokus på den fælles lyd og det fælles udtryk.
Sundhedsfremmende fælles neuro-kor
Visionen for Tønder Kommunes Sangkraftcenter nævner bl.a., at sangen skal bruges sundhedsfremmende. I år søsætter sangkraftcentrene således en række ”neurokor”, som vi i Parkinsonforeningen i Tønder forventer en del af. I Tønder Kommune har vi nemlig en dobbelt udfordring: En lille patientforening og en arealmæssigt stor kommune med mangelfuld offentlig transport (vi er kun 36 indbyggere pr. km2). Derfor ser vi frem til, at neuro-korenes ”samdrift” med andre patientforeninger kan give os flere lokale og tilgængelige sangtilbud. Vi har det til fælles med andre neurologiske patientgrupper, at når vi gennem korsangen bliver udfordret, f.eks. rytmisk eller ved at skulle indlære en ny tekst, har det en gavnlig virkning på hjernens plasticitet og på vores kognitive niveau.
”Hvad hvis jeg synger forkert?”
Der er ikke mange grunde til at blive hjemme og ikke benytte sig af de sangtilbud, der findes rundt omkring, ofte endda gratis.
Men: ”Hvad hvis jeg synger forkert?” Husk, at det hedder en korPRØVE, så hvis du kan alle sangene perfekt, når du kommer, bliver den stakkels korleder arbejdsløs.
Men først og fremmest er der både smilegaranti og overhængende fare for nye venskaber 😉
