”Jeg kan ikke kontrollere sygdommen. Men så kan jeg kontrollere, hvem der ved det.” 

Tre ugers træningslejr på Montebello i efteråret 2025 lærte Laura Lykkegaard at tale om sin parkinson. I dag træner hun med ”holdet” online hver dag og er lykkelig for sine parkinsonvenner. Desuden er hun blevet aktiv i Parkinsonforeningen, hvor hun også vænner sig til at slippe facaden.

Af Marie Louise Kjølbye
Foto: Privat 

Da Laura Lykkegaard var på Montebello i tre uger i november 2025, fandt hun noget, hun ikke vidste, hvor meget hun havde savnet: Et fællesskab, hvor hendes parkinson ikke var et problem, der skulle skjules for omverdenen, men et fælles vilkår. 

”Jeg troede slet ikke, jeg skulle opdage, hvordan det var at være en del af en gruppe. Jeg følte mig stærk sammen med dem.”  

Om opholdet skrev Laura Lykkegaard i januar i år i en kronik i Berlingske: ”Jeg har mødt mennesker, der modsat min neurolog og mig turde sige det højt: Parkinsons sygdom.” 

Da var hun 50 år og havde haft parkinson i seks år. Årene var gået med familieliv og arbejde, og med at undgå at tale om sygdommen.  

Et arbejdsomt liv 

Arbejdet har fyldt meget i Laura Lykkegaards liv. Da hun fik diagnosen i 2019, var hun kun sygemeldt i 14 dage og vendte så tilbage til sit job på Søholmsskolen i Birkerød, i Rudersdal nord for København. Da hendes mor døde, også i 2019, tog Laura Lykkegaard også hurtigt på arbejde igen.  

På skolen var hun en tid en del af ledelsesteamet. 

”Der var behov for ekstra kræfter i en periode. Jeg var i samme periode udviklingskoordinator for udskoling, tog lederuddannelse, havde mit eget firma, hvor jeg tog rundt i landet og holdt workshops, jeg var læringsvejleder, dansk- og klasselærer samt repræsentant for lærerne i skolebestyrelsen.” 

I 2025 startede hun desuden egen virksomhed med en veninde, et skolevægringstilbud til elever i 7.-9. årgang.   

Med andre ord har Laura Lykkegaard ydet sit bidrag. Hun har altid gerne villet føle sig nyttig, hun har kunnet lide at have indflydelse og har arbejdet meget. 

Hun skruede ikke ned, da hun fik parkinson. Hun anså nærmest, at sygdommen stort set gik væk, hvis man ikke talte om den.  

”Helt fysisk fik jeg kvalme, hvis jeg skulle snakke om det. Jeg havde stor tillid til min leder, som jeg fortalte om sygdommen, allerede mens jeg gik til undersøgelser. Hun sagde på et tidspunkt: ’Det går ikke væk, fordi vi ikke snakker om det.’ ’Jo, det gør!’ sagde jeg.” 

Det første år efter diagnosen gik Laura Lykkegaard ned i tid, men gik så tilbage på fuld tid, tog lederuddannelse og nød stor frihed og indflydelse. Hendes strategi var stadig at undgå at tale om sin sygdom. 

Da hun fik diagnosen, skrev hun ud på skolens Aula, at hun havde parkinson, men undgik ellers emnet. Da hendes søn i efteråret 2025 fik konstateret diabetes, nævnte hun hans sygdom og sin egen parkinson i et slide på en workshop – men sluttede af med billedet af en hundehvalp. 

”Mit mål var, at alle kunne føle sig godt tilpas igen.” 

Så blev der ikke talt meget mere om det.  

Naboerne har ikke fået at vide, at Laura Lykkegaard har parkinson. Med sin mand, Nikolaj, taler hun helst kun om sygdommen, hvis hun vågner om natten og græder. Til ham og de to børn, Anton og Alberte, der i dag er 17 og 21, sagde Laura Lykkegaard først, at de da ”bare kunne spørge”. 

”Men det kunne de jo godt mærke, at de ikke kunne. Jeg bliver ikke sur eller græder, men jeg er rigtig god til at glide af og skifte emne. Familien havde større behov for at tale om det, end vi gjorde, så vi holdt husmøde, hvor vi havde en skål med papirlapper med emner, man kunne snakke om. Så skulle jeg jo tale om det. Når jeg havde tydeligere symptomer, forklarede jeg, hvad det gik ud på, og hvad der kan hjælpe, fx piller og søvn.” 

”Gået i stykker” 

Laura Lykkegaard har taget stort ansvar for at holde facaden og tage kontrol, og for at passe på sine kolleger og sin familie. 

”Mit behov har været at blive ved med at være Laura, hende, der er glad, legesyg og elsker spas og løjer, men også meget dygtig og nyttig, pligtopfyldende og engageret. Jeg vil gerne bidrage med noget.” 

Parkinson gav hende en følelse af at være gået i stykker.  

”Jeg følte mig mislykket, selv om min leder sagde: ’Det må du ikke sige.’ Det med at være mislykket tænker jeg slet ikke om andre, der fx har en sygdom. Det er kun mig, der ikke må sætte mig ned og være ked af det. Jeg kan godt åbne for ventilen engang imellem, men jeg har aldrig været god til at græde.” 

Da det gik op for Laura Lykkegaard, at hun aldrig ville blive afdelingsleder på skolen, som hun gerne ville, satte hun sig ned og stortudede.  

”Men så lukkede jeg ned for det, som jeg altid gør.” 

For Laura Lykkegaard har det været vigtigt at opretholde normaliteten og finde ro i hverdagen. 

”Arbejdet og normaliteten var min identitet. Reelt føler jeg nok en form for skam over, at jeg ikke kan kontrollere sygdommen. Men så kan jeg kontrollere, hvem der ved det.” 

Kolonien Montebello 

Efter seks år gik der hul på facaden. Laura Lykkegaard kom på ophold på Montebello i Spanien, hvor hun sammen med 11 andre kun skulle koncentrere sig om at træne og få det bedre. 

”På Montebello er det ren simple living. Man skal ikke holde et hjem, men er bare på koloni sammen med gode venner.” 

Laura Lykkegaard følte straks fortrolighed med de andre i gruppen, der var i 50’erne og først i 60’erne. I en gruppe af ligestillede var der ikke brug for facade, og mens de trænede og dagene fløj, faldt skuldrene ned i passende højde. 

Men da Laura Lykkegaard efter tre uger kom hjem til familien, gik det galt. Hun savnede sammenholdet, træningen, de naturlige samtaler om svære ting, den fælles intuitive forståelse. Hun var ikke i julehumør, og hun blev, som hun selv siger, ”helt umulig”.  

Da hendes søn desuden blev syg med diabetes, brød hun en dag sammen i gråd, og hendes mand foreslog omsorgsfuldt, at der måske var mere, hun reagerede på.  

Konstruktiv var også hendes moster Dorte på 80, der foreslog, at Laura Lykkegaard skrev sine tanker ned. Som sagt, så gjort. Dorte viste teksten til en journalist, som foreslog, at Laura Lykkegaard udbyggede artiklen og sendte den til en avis. 29. januar blev den trykt som kronik i Berlingske.  

Her skrev Laura Lykkegaard bl.a.: ”Tre ugers genoptræning på Montebello i Spanien. Det var fantastisk. Det var det lette, ubekymrede liv. Omgivet af 11 andre, der var i samme situation som mig. 11 mennesker, der vidste, hvilke bekymringer og udfordringer jeg bakser med – uden at vi behøvede at tale om det.” 

Reaktionerne på artiklen har været udelukkende positive.  

”Det har givet helt fantastisk meget. Artiklen tvinger mig til at tale om det, og mange mennesker har skrevet til mig – jeg tror, jeg fik 100 henvendelser. Jeg er glad for, at den kan gøre noget godt for andre og føler mig selv mindre alene.”  

Til en fødselsdag hos en veninde nævnte veninden artiklen som introduktion af Laura Lykkegaard for sine andre gæster, så Laura Lykkegaard slap for at sige det. 

Tidlig førtidspension 

Et par stykker fra Montebello-gruppen fra november 2025 er nu faldet fra, så den aktive gruppe nu er på otte personer. De træner stadig BIG-øvelser online sammen hver morgen – også jul og nytår. 

”Vi aftalte at holde kontakten og træne BIG sammen hver dag i et år. Der er ikke gået et år endnu, og vi er stadig i kontakt hver dag.” 

Gruppen bad Laura Lykkegaard lede træningen med højre og venstre og en-to-tre. ”Jeg er lidt en cirkushest og kan godt optræde. Desuden var fællestræningen mit projekt. Nu skiftes vi til at stå for det.” 

Arbejdslivet, der har betydet så meget, er under afvikling. Efter Montebello søgte Laura Lykkegaard først fleksjob, men en sagsbehandler fik hende overbevist om, at førtidspension var det rigtige for hende. Sagen er netop gået på plads. 

”Det er frygtelig tidligt, jeg er kun 51, men egentlig rart. Det er en måde at vælge mit fokus på, at prioritere helbred og familie. Montebello-vennerne synes også, det er en god idé. De bor rundt om på Sjælland, i Storkøbenhavn og Nordsjælland, så jeg bruger dem som backing group. De er stadig min hemmelige lomme,” forklarer Laura Lykkegaard.  

Spild af tid at holde facaden 

I dag vil Laura Lykkegaard ikke anbefale andre at gøre som hende, nemlig at holde facaden så længe som muligt. ”Det er spild af gode år og kræfter, som kan være bedre brugt.” 

Selv er hun landet et godt sted, hvor hun bidrager til frivilligt arbejde i Parkinsonforeningen, foreløbig som medarrangør af Parkinson Unity Walk i København i maj 2026.  

”Jeg var stolt, da det var gået godt.” 

Også Yngre-gruppen trækker i hendes engagement: ”Det er gavnligt for os at arbejde mod fælles mål, ligesom alt muligt andet arbejde.” 

Sommeren 2026 blev tilbragt på en drømmerejse til Tanzania med familien, og så har Laura Lykkegaard fået en tatovering på indersiden af højre håndled, hvor der bare står NU. 

”For det er nu, det skal være.”