International topforsker får 50 mio. kr. til at etablere sig på Aarhus Universitet
27. januar 2022
Den internationale topforsker, professor Fulvio Reggiori har modtaget 50 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til at starte sit eget forskningslaboratorium på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet. Målet er at besvare vigtige spørgsmål inden for autofagi i håb om at bekæmpe sygdomme som kræft og neurodegenerative lidelser som parkinson og Huntingtons.
Den internationalt anerkendte biomediciner Fulvio Reggiori bringer sin ekspertise inden for autofagi, dvs. den proces, hvorved celler nedbryder og genbruger deres komponenter, til Danmark, når han den 1. juni 2022 starter som fellow på AIAS. Han etablerer samtidig sit nye forskningslaboratorium, Reggiori Lab, på Institut for Biomedicin.
Fulvio Reggiori og hans forskerteam vil styrke forskningen i autofagi inden for særligt tre områder: mekanisme og regulering, infektion og immunitet og neurodegeneration. Det gør de bl.a. ved hjælp af banebrydende cellebiologiske, biokemiske og molekylærbiologiske tilgange og ved at samarbejde med Fulvio Reggioris omfattende internationale netværk.
Novo Nordisk Fondens Laureate Research Grant er en rammebevilling, der dækker projektdrift, løn og forskningsudstyr over syv år.
Omtalen her er baseret på en artikel fra AIAS.
Billede: AIAS