Hvis andre ikke skal vide noget, skal man bare holde sin mund

Bent Falbert fik konstateret parkinson i 2007 som tresårig. Som magtfuld chefredaktør for Ekstra Bladet valgte han at holde sygdommen hemmelig, selv for sine voksne børn. Han ville ikke risikere at miste sit job, hvis historien spredte sig.

Af Marie Louise Kjølbye 

Bent Falbert har en stærk livsvilje. I 2007 fik han diagnosen parkinson. Siden er andre sygdomme stødt til, som heller ikke har slået ham ud af kurs. I 2019 og 2020 blev han behandlet for kræft, i 2020 desuden for en brækket hofte. Senere er han igen faldet, hvor han brækkede den anden hofte to steder og nu har fået en ny hofte.  

”Men jeg er her endnu”, som han siger. 

Sammen med sin kone, neurologopæd Jette Nederby, bor Bent Falbert i et smukt enderækkehus på Frederiksberg, på Egernvej. Som statsminister J.O. Krag, der i sin tid boede på samme vej, er den 79-årige Bent Falbert vant til at fylde, og hans livsvilje er fysisk mærkbar: Trapperne i rækkehuset klares i frisk tempo med stok. Han er blevet glad for telefonens metronom-funktion, hvor en venlig gymnastiklærerstemme tæller EN-TO som støtte til gangrytmen. Den form for cueing er en stor hjælp. ”Det virker ikke, hvis jeg selv siger det. Det skal være en anden,” forklarer han, der er generet af, at hans fødder af og til ”klistrer” til gulvet, så han ikke kan gå.  

Efter flere fald færdes han kun udendørs med rollator. Med sin trofaste Gemino går han sine 7000 daglige skridt, også når han ikke har lyst.  

”Kroppen kan ikke li’ at springe over. Men min parkinson er gået meget langsomt, og jeg har stadig ikke rysten.” 

Sygdom var ’en god historie’ 

Bent Falbert fik konstateret parkinson som tresårig. Som magtfuld chefredaktør for Ekstra Bladet valgte han dog at holde det hemmeligt, selv for sine voksne børn. Historien om, at han var syg, var alt for god til ikke at sprede sig, vurderede han, og han ville ikke risikere at miste sit job.  

Som han siger i dag: ” Hvis man synes, at andre ikke skal vide noget, skal man bare holde sin mund.” 

Diagnosen opsøgte ham, han opsøgte ikke den: En læge i hans private omgangskreds syntes, at han skulle blive undersøgt for parkinson.  

”Der var nogle træk ved min gang, som pegede på, at jeg måske havde parkinson. ”Det tror jeg sgu ikke på,” sagde jeg. Den var så god nok, men jeg fortalte det ikke til nogen.” 

Hemmeligholdelsen fortryder han stadig ikke. End ikke, da han i 2010 sagde op som chefredaktør, røbede han, at han var syg. I stedet var begrundelsen, at den da 64-årige Falbert ønskede et friere liv. Han fik en klækkelig fratrædelsesgodtgørelse. Fornægtelsen var lykkedes. 

”Jeg kan ikke huske, om jeg fik piller allerede dengang. Jeg ville ikke sige noget til nogen i bladhuset, for så ville bestyrelsen sige: ”Skal vi ha’ en alvorligt syg mand til chefredaktør?” De kunne ikke tåle at få det at vide, for de kunne ikke løbe risikoen. Jeg ville have været Dead Man Walking, for man kan ikke ha’ en chefredaktør med parkinson.”  

Bent Falbert var chefredaktør for Ekstra Bladet i 25 år – kun Herbert Pundik, Politiken, har været chefredaktør lige så længe. I offentligheden var han et kendt navn og ansigt, både som den slagfærdige Flabert med en fast klumme i Ekstra Bladet, og som politisk ekspert i tv og radio. I tv-programmet Jersild & Spin (2005-2007) var han fast gæst i selskab med Ritt Bjerregaard (1941-2023) og værten Jens Olaf Jersild (1959-2024).  

Først efter et par år, i 2008, fik sønnerne Adam (f. 1976) og Johannes (f. 1980) besked. 

”Vi var på ferie i huset i Frankrig. Jeg stod og lavede mad, da Johannes spurgte: Kan du ikke stå roligt?” Jeg stod og rokkede, åbenbart. Så fik børnene det at vide,” fortæller Bent Falbert. 

I løbet af de kommende år fortalte han en kreds af venner, at han havde fået parkinson. I 2020 – efter 13 år – mente han, at kredsen af dem, der vidste besked, nu var så stor, at han valgte at fortælle det i et interview – selvfølgelig i Ekstra Bladet. 

”Nyheden blev topforsiden,” forklarer han med et grin. 

Hjælp til medicinen 

Bent Falbert og Jette Nederby har dannet par i 51 år og været gift i 33. I de senere år har Bent Falberts parkinson dog udfordret deres liv. Bent Falbert får daglig hjælp og støtte fra sundhedsprofessionelle. Fire gange om dagen, fra kl. 07, kommer hjemmehjælpen for at hjælpe med parkinsonmedicinen, doseret i passende æsker af en sygeplejerske. Tre gange om ugen går han til fysioterapeut.  

Hans sammenstød med den digitale og tekniske verden giver andre udfordringer. Ti utålmodige tryk på en smartphone, vupti! har han lukket for husets wifi, fået fjernsynet til at tale et nyt sprog, lavet om på lægeaftaler – for slet ikke at tale om de gange, hvor han ”kun” lukker sig ude fra selve telefonen. Hertil kommer høreapparater, der heller ikke altid virker, som de skal. 

”Bent er et utålmodigt menneske,” forklarer Jette Nederby, der tilbringer mange formiddage på hjemmekontoret på 1. sal med at rydde op efter eskapaderne – komme i kontakt med wifi-udbyder, borgerservice, lægen eller andre, der ved et uheld er cancelleret fra Bent Falberts smartphone. 

”Jeg har mange kasketter på, hjemmehjælp, arrangementsmester, teknikansvarlig… Det tager meget tid, når tingene går i kage for dig.” 

”Hun synes vist ikke, jeg takker hende nok. Men taxachaufførerne og flextrafik er glade for mig,” kommenterer Bent Falbert. 

Selv om fingrene ikke altid vil, som han vil, føler han sig kognitivt fit for fight. Han læser dagligt tre aviser, Ekstra Bladet, Berlingske og Politiken. For et årstid siden holdt han festtale for Ekstra Bladets medarbejderforening, der fyldte rundt. Han fortæller skarpt og præcist om sit interessante arbejdsliv – og om beslutningen om at holde parkinsondiagnosen hemmelig. 

”Måske har jeg fortrængt det” 

Hemmeligholdelsen betød, at de heller ikke derhjemme talte sammen om parkinsondiagnosen. Nu, 19 år senere, har Bent og Jette tilsyneladende stadig ikke helt vænnet sig til at tale sammen om livet med parkinson, eller om, hvordan de egentlig har det. Næsten som om tavsheden, der i en årrække beskyttede Bent Falberts arbejdsliv, privat blev en byrde. I hvert fald gik Jette Nederby efter diagnosen ”ned med flaget”, som hun udtrykker det. Som 62-årig, i 2011, valgte hun at gå på efterløn. 

Hun husker ikke tiden lige efter diagnosen – heller ikke, om nogen spurgte: ”Hvad er det med Bent?” 

”Jeg tror, jeg har fortrængt det, jeg kunne ikke rumme det. I går talte jeg med en veninde, og hun fortalte, at de havde gættet det. Bent har altid gået lidt mærkeligt, men jeg var vant til at se ham og tænkte ikke over det. De, der fornemmede noget, sagde ikke noget.” 

”Jeg fik en lettere depression, tror jeg. Mit humør var på lavpunktet. Jeg fik aldrig nogen diagnose for depression, kom i behandling eller fik medicin. Det hele var tungt. Måske var jeg lidt udbrændt.”  

”Hvor længe det stod på? Det er jeg ikke sikker på, jeg er helt ude over.”  

Jette Nederby bliver synligt bevæget. Jeg spørger Bent, hvordan det påvirker ham, at hun græder. 

”Lad hende tude,” kommenterer han. 

”Det er Bents humor,” forklarer Jette Nederby.  

En anden alderdom 

Bent Falbert er ked af, at alderdommen ikke blev, som de havde planlagt, men har bevaret sin sorte humor. Jette Nederby er trist over at være en del af sygdommen, og hun føler sig mere isoleret, end hun bryder sig om. 

”Der er en tristesse i det, det er et rigtig godt ord,” siger hun, og tårerne presser sig på igen.  

”Det er mig, der ’er’ den. Bent er blevet mere stille og savner initiativ som del af sygdommen. Hvis ikke jeg arrangerer det, sker der ikke noget. Bent inviterer kun, hvis jeg siger han skal og hjælper med at finde en dato. Vi har før altid lavet mange ting hver for sig og levet selvstændige liv. Nu synes jeg ikke bare, jeg kan gå ud selv.” 

Få venner  

Begge har været vant til at leve aktive liv. Bent Falbert havde nok i sit arbejde. Jette Nederby har ud over sit arbejde dyrket venner, veninder, børn og børnebørn. Men børnebørnene er blevet ældre og kommer mindre, og hun føler det nødvendigt at være mere hjemme. 

”Bent har aldrig haft rigtig mange venner, mens han var chef for Ekstra Bladet. Så nu har han ikke mange, der besøger ham. Er det rigtigt at sige, du har et ensomt liv?” 

”Det kunne være bedre,” medgiver Bent Falbert. 

Sammen har de abonnement på Det kongelige Teater, Jette har en ugentlig ’kulturklub’ om onsdagen, og Bent mødes med andre ”gamle” mediechefer i en fredagsklub på en bodega midt i København. Det er også en tradition, at en række af Bent Falberts gamle venner og kolleger kommer til billard i familiens kælder.  

Men generelt er livet blevet mere stille. Især Jette Nederby savner nogen at tale med. Hun meldte sig til et pårørendekursus i Parkinsonforeningen, men meldte fra igen, fordi hun ikke kunne overskue det. Sammen har hun og Bent været på parkinsonophold på Rønshoved Højskole, hvor hun talte med andre pårørende, mens Bent holdt sig mere for sig selv. 

Udlandsrejser har de opgivet. To huse i Frankrig er solgt, ét i bjergene og ét i Nice. Sommeren 2026 blev tilbragt i sommerhuset på Langeland, hvor kommunen sørger for hjemmehjælp.  

”Jeg ville gerne rejse mere, også væk fra ansvaret. Lige pludselig er man gammel, det skal man vænne sig til. Vi har et godt liv, men ikke kun,” mener Jette Nederby. 

”Det er ikke sådan, vi havde forestillet os vores alderdom,” siger Bent Falbert. 

”Jeg er ked af, at jeg er blevet syg. Jeg havde tænkt, jeg kunne have en sjov og aktiv alderdom, for vi har god økonomi og mange muligheder. Jeg kører ikke bil mere, og jeg er ked af at miste min frihed.” 

Hans håndskrift er heller ikke god.  

”En dag sagde du: ”Hvis jeg kunne græde, ville jeg gøre det nu. Jeg kan ikke læse min egen håndskrift mere,” siger Jette Nederby. 

Men Bent Falbert har ikke for vane at græde. Lige så frisk og vittig, han virker, når han taler om sit arbejdsliv, og anslår, at han i sit liv har mødt ”10.000 idioter”, lige så gerne holder han følelser ud i strakt arm.  

Men så spørger jeg, hvorfor de to i sin tid faldt for hinanden. Begge lyser op, og Jette Nederby springer hen og henter et sort-hvidt foto af en ung, skævt smilende Bent Falbert. 

”Kan du ikke se det på det billede? Han var ude for at interviewe et æsel! Charmerende og sød og en, der ville noget.” 

”Jette så godt ud af en kvinde at være, altid en fornøjelse at se på hende. Det er godt, hun er her,” smiler Bent Falbert. 

”Hvis jeg kunne slippe for parkinson, skulle jeg ikke forlange mere, men den går ikke væk.” 

Denne artikel stammer fra Parkinson Nyt, september 2026. Læs hele magasinet her