Bliv klogere på parkinson i ny hvidbog fra Parkinson-alliancen

Hvidbog om parkinson er netop udkommet. Hvidbogen gør dig klogere på, hvad Parkinsons sygdom er, hvordan behandlingen er organiseret, hvilke udfordringer der er på området og hvordan området bør styrkes.

En gruppe centrale aktører på parkinson-området har dannet Parkinson-alliancen. De 13 organisationer oplever, at der er stort behov for øget fokus på parkinson. Organisationerne tæller bl.a. neurologer, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, diætister, logopæder, psykologer og pårørende. De er gået sammen ud fra tanken ’sammen står vi stærkere’.

Første initiativ fra Parkinson-alliancen har været at udarbejde en hvidbog med inddragelse af de faglige selskaber. Hvidbogen skal især gøre politikere og embedsfolk klogere på, hvad Parkinsons sygdom er, samt hvad der skal til for at løse de mange udfordringer, patienter og pårørende oplever.

Parkinson-alliancens formand, René la Cour Sell, er enormt glad for samarbejdet og den nye hvidbog:

”Når du har at gøre med en mindre patientgruppe som parkinson, kan det være svært at få ørenlyd på Christiansborg. Derfor er jeg helt vildt glad for og stolt over, at alle de relevante faggrupper, der tager sig af mennesker med parkinson, har bakket op omkring at få dannet en alliance. Vores første opgave sammen, hvidbogen, formår at skitsere hele området, og jeg er slet ikke i tvivl om, at den nok skal trænge igennem hos politikerne på Christiansborg, i regioner og kommuner samt hos embedsfolk på alle niveauer.”

LÆS MERE: Hvidbog om parkinson

LÆS MERE: Hjemmeside for Parkinson-alliancen

Vi skal have en plan for parkinson
Næste skridt for alliancen er at arbejde videre med de 21 politiske forslag, der nævnes i hvidbogen. En række af forslagene vil indgå i en plan for parkinson, som alliancen vil gå til politikerne på Christiansborg med. Parkinson-alliancen vil kæmpe for en samlet plan, der sætter mennesker med parkinson og deres pårørende i centrum.

Kontakt
Parkinson-alliancen håber, at alle interessenter på området vil tage godt imod hvidbogen. Vil du vide mere om hvidbogen eller Parkinson-alliancen kan du kontakte sundhedspolitisk konsulent Marlene Grønnegaard Them på tlf. 36350235 eller mgt@parkinson.dk.

Parkinson-alliancen består af: Parkinsonforeningen, Danmodis (Dansk Selskab for Bevægeforstyrrelser), Dansk Neurologisk Selskab, Danske Nervelægers Organisation, Faglige Selskab for Neurosygeplejersker, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen, Ergoterapifagligt Selskab for Neurorehabilitering, Audiologopædisk Forening, Kost- og Ernæringsforbundet, Fagligt selskab af Kliniske Diætister, Dansk Psykolog Forening og Pårørende Danmark.

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.