Hospitalet Filadelfia overtager weekendkurser med rehabilitering
10. juni 2025
Som noget nyt afholdes i 2025 fire weekendkurser for nydiagnosticerede med parkinson og deres pårørende af Hospitalet Filadelfia. Kurserne er fordelt på to lokationer i Dianalund på Midtsjælland og i Grenaa på Djursland.
I 2025 afholdes fire weekendkurser for nydiagnosticerede mennesker med parkinson og deres pårørende af Hospitalet Filadelfia – første gang i august 2025. To af kurserne foregår på Filadelfias egen lokation i Dianalund på Midtsjælland, mens Dronningens Ferieby ved Grenaa på Djursland ligger hus til de to andre kurser. Alle kurser har personale fra Filadelfia.
Fra 2026 står Filadelfia i Dianalund og Grenaa for alle weekendkurser.
I 2017 blev alle tilbud om specialiseret rehabilitering for personer med parkinson samlet på rehabiliteringscenter Sano. Nu flytter weekendkurserne, fordi Sano ikke længere har kapacitet nok. Parkinsonforeningen har indgået et samarbejde med hospitalet Filadelfia, der er en erfaren institution på det neurologiske felt. Weekendkurserne vil foregå som hidtil og have samme høje faglighed.
Hospitalet Filadelfia udbyder allerede neurorehabilitering til mennesker med erhvervet hjerneskade og behandling til mennesker med epilepsi.
Formålet med weekendkurser er at tilbyde mennesker med parkinson og deres pårørende en tværfaglig viden om, hvordan man bedst muligt lever med parkinson. På kurset deltager en lang række specialister, og der bliver udarbejdet en individuel træningsplan med opfølgning i op til seks måneder.
Det specialiserede rehabiliteringstilbud til mennesker med parkinson begyndte i 2011. Fra 2011 er den samlede bevilling øget fra 3,2 mio. kr. til 14 mio. kr. i 2025, i takt med efterspørgsel og patientantal.
Hvis du er interesseret i at komme på kursus, skal du have en henvisning via din neurolog eller praktiserende læge. Læs mere: KLIK HER