Hjerneskibet på Folkemødet
08. juni 2026

På Folkemødet kan du gå ombord på Hjerneskibet, hvor Parkinsonforeningen sammen med seks andre patientforeninger sætter fokus på neurologiske sygdomme og hjerneskader.
Hjerneskibet danner fra den 11. til 13. juni 2026 ramme om kajdebatter, sejladser, yoga og fællessang med det fælles formål at sætte hjernesundhed på den politiske dagsorden og skabe større opmærksomhed om området. Nedenfor kan du se det fulde program og læse mere om udvalgte arrangementer.
Pårørende – belastninger og behov
Parkinsonforeningens sundhedspolitiske konsulent Anna Ørtved er moderator på denne sejlads, hvor videnscenterchef og neuropsykolog Anne Norup deler den nyeste viden om de belastninger, pårørende kan opleve, når et nært familiemedlem rammes af neurologisk sygdom eller hjerneskade.
Med afsæt i aktuel forskning sætter Anne Norup fokus på spørgsmål som: Hvordan påvirkes pårørende? Hvilke behov bliver ofte overset? Og hvilke indsatser kan gøre en forskel?
Hjernepolitisk topmøde
Når hjernen rammes, påvirkes ikke kun helbredet, men også familieliv, arbejdsliv og hverdagen. Alligevel er neurologiske sygdomme og hjerneskader fortsat blandt de mest oversete sundheds- og samfundsudfordringer.
På Folkemødet samler Hjerneskibet politikere, eksperter, beslutningstagere og patient- og pårørenderepræsentanter til en debat om, hvordan vi sikrer bedre støtte, rehabilitering og livskvalitet for mennesker med neurologiske sygdomme og hjerneskader.
Debatten sætter fokus på ansvar, prioriteringer og konkrete løsninger, der kan bidrage til et mere inkluderende samfund.
Hvordan styrker vi forebyggelse for mennesker med neurologisk sygdom
Forebyggelse stopper ikke ved diagnosen. For mennesker med Parkinsons sygdom og andre neurologiske sygdomme kan den rette indsats være afgørende for at bevare funktionsevnen, styrke livskvaliteten og forebygge forværring af sygdommen.
På Folkemødet sætter vi fokus på patientrettet forebyggelse og de indsatser, der gør en reel forskel, herunder lægeordineret fysioterapi og specialiseret rehabilitering. Debatten handler blandt andet om, hvordan den nye sundhedsreform påvirker området, og hvordan vi sikrer, at effektive tilbud fortsat er tilgængelige for dem, der har brug for dem.
Parkinsonforeningens direktør, Karina Madsen, deltager i debatten sammen med politikere, faglige organisationer og repræsentanter fra andre patientforeninger.
Hvilken værdi har den omsorg, pårørende giver?
Pårørende spiller en afgørende rolle for mennesker med Parkinsons sygdom og andre neurologiske lidelser. Mange står med et stort ansvar for koordinering, praktisk hjælp og omsorg i hverdagen, ofte uden den nødvendige støtte og anerkendelse.
På Folkemødet sætter Hjerneskibet fokus på de pårørendes betydning for både den enkelte og samfundet. Debatten belyser de menneskelige, mentale og økonomiske konsekvenser, som mange pårørende oplever, og rejser spørgsmålet: Hvem har ansvaret for at sikre bedre vilkår for dem, der hver dag yder en uvurderlig indsats?
Det bliver en vigtig debat om pårørendes rolle, deres udfordringer og den værdi, de bidrager med i det danske velfærds- og sundhedssystem.
Hjerneskibet er et samarbejde mellem Alzheimerforeningen, CP Danmark, Hjernerystelsesforeningen, Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen, Parkinsonforeningen og Scleroseforeningen og muliggjort med støtte fra Lundbeckfonden.
Vi holder til på Kajplads H3 i Allinge Havn.
