Forskningsprojekt om MR-styret fokuseret ultralydsbehandling (MRgFUS)
06. januar 2026

Aarhus Universitetshospital søger deltagere med Parkinsons sygdom til et forskningsprojekt om MR-styret fokuseret ultralydsbehandling (MRgFUS) mod tremor. Formålet med projektet er at undersøge, hvilke patienter med Parkinsons tremor der har den bedste og mest langvarige effekt af behandlingen, så MRgFUS fremover kan tilbydes til de patienter, der forventes at få størst gavn af behandlingen.
Dette projekt undersøger effekten af MR-styret fokuseret ultralydsbehandling (MRgFUS) mod rystelser (tremor) hos personer med Parkinsons sygdom. Behandlingen har vist sig effektiv for patienter med essentiel tremor, men hos nogen Parkinsons-patienter vender rystelserne tilbage efter 1-2 år. Vi vil undersøge, hvordan hjernens signalstoffer (dopamin og serotonin) påvirker behandlingens effekt, og om vi kan forudsige, hvilke patienter der vil få størst gavn af den.
Hvad indebærer forsøget?
Som deltager vil du:
• Modtage MRgFUS-behandling, hvor fokuseret ultralyd rammer det område i hjernen, der forårsager tremor.
• Få foretaget PET- og MR-scanninger af hjernen før og efter behandlingen for at analysere hjernens funktion og signalstoffer.
• Blive fulgt i op til to år, hvor vi løbende vurderer tremor, bivirkninger og livskvalitet.
Alle undersøgelser og behandlingen foregår på Aarhus Universitetshospital
Før MRgFUS vil du indkaldes forventeligt 5 gange til samtaler og undersøgelser
• Informationsmøde (ca. 30 min),
• Levodopatest (ca. 2 timer)
• Kliniske undersøgelser ved læge (2-3 timer)
• Neuropsykologisk undersøgelse (ca. 2 timer, lægges hvis muligt på dage, med andre forsøgselementer)
• PET-skanninger (to stk.) vil blive lavet på PET centeret på AUH på separate dage, med selvstændig indkaldelse og forventes at vare ca. 1-2 timer
MRgFUS Behandling med efterfølgende indlæggelse på Hjerne-rygkirurgisk afdeling (ca. 1,5 døgn)
Efter MRgFUS
• Opfølgende besøg med kliniske test efter 6, 12, 18 og 24 måneder (ca 2-3 timer per gang)
• Neuropsykologisk undersøgelse efter 12 og 24 måneder (ca 2 timer pr. gang)
• PET-skanninger (2 stk.) vil blive gentaget efter 18 måneder, på separate dage
Hvem kan deltage?
Vi søger personer 50-80 år med en Parkinsons-diagnose, hvor rystelserne ikke kan kontrolleres med medicin.
Hvorfor deltage?
Bidrag til forskning, der kan forbedre behandlingen af Parkinsons tremor.
Mulighed for at afprøve en ny behandling, som potentielt kan reducere dine rystelser.
Hjælp os med at forstå Parkinsons sygdom bedre, så vi kan udvikle mere målrettede behandlinger i fremtiden.
Baggrund
Parkinsons sygdom påvirker over 12.000 danskere, og mange oplever, at rystelserne er svære at behandle med medicin alene. MRgFUS er en ikke-kirurgisk metode, der anvender fokuseret ultralyd til at målrette de områder i hjernen, der forårsager tremor. Behandlingen har været brugt til essentiel tremor (rystesyge) siden 2022 på Aarhus Universitetshospital og undersøges nu som en mulig behandling for Parkinsons tremor.
Forskningen tyder på, at Parkinsons tremor kan skyldes forskellige ubalancer i hjernens signalstoffer. Nogle patienter reagerer godt på dopaminbehandling, mens andre ikke gør.
Dette kan forklare, hvorfor fokuseret ultralyd virker bedre for nogle patienter end andre. Vi ønsker at forstå disse forskelle bedre for at forbedre udvælgelsen af patienter til behandlingen og potentielt udvikle nye behandlinger.
Forventede resultater
Vi forventer at finde: Hvilke patienter der får langvarig effekt af MRgFUS.
Hvilke hjernemønstre der hænger sammen med tremorens tilbagevenden.
Nye biomarkører, der kan hjælpe med at forudsige behandlingseffekt.
Er der risici?
MRgFUS er godkendt af FDA (USA’s sundhedsmyndigheder) siden 2018 som en veldokumenteret behandling for tremor. Proceduren udføres uden operation, og er generelt forbundet med lav risiko, men som ved alle behandlinger kan der opstå komplikationer eller bivirkninger Vi overvåger derfor nøje eventuelle ændringer i rystelser og eventuelle bivirkninger i opfølgningsperioden.
Hvem står bag projektet?
Projektet ledes af overlæge og klinisk lektor Andreas Nørgaard Glud samt overlæge og Professor Jens Christian Hedemann Sørensen ved Aarhus Universitetshospital i samarbejde med førende forskere i Parkinsons sygdom, billeddiagnostik og biokemisk analyse. Forsøget er godkendt af relevante myndigheder og gennemføres efter gældende retningslinjer.
Har du spørgsmål eller ønsker du at deltage?
Kontakt: Morten Lund Nørholt, Læge, PhD-studerende Aarhus Universitetshospital
E-mail: moln@clin.au.dk
Telefon: 23 88 22 48