Festlig reception for Astrid Blom og Karina Madsen
18. december 2025
Onsdag den 17. december kunne de mange fremmødte hæve glasset for foreningens afgående direktør, Astrid Blom og samtidig byde Karina Madsen velkommen på posten.
Næsten 80 mennesker var mødt op, da Parkinsonforeningens sekretariat havde indbudt til reception for afgående direktør, Astrid Blom og nye direktør, Karina Madsen.
Foreningsaktive var kommet helt fra Thy, ligesom samarbejdspartnere, bestyrelsesmedlemmer og venner af foreningen tog del i festlighederne.
Efter 8 år i spidsen for foreningen manglede der ikke historier om bedrifter, udfordringer og udvikling, som eftermiddagens talere kunne dele med Astrid Blom og de fremmødte.
Foreningen er på mere end én måde fordoblet i størrelse og forskning har fået et større fokus. Astrid Blom fik til opgave at vende skuden og det er i den grad lykkes.
Nu er stafetten givet videre og i sin tale benyttede landsformand René la Cour Sell da også lejligheden til at se mod de nye projekter, som Karina Madsen sammen med resten af sekretariatet skal drive fremad.
Karina Madsen kommer med en solid faglig baggrund og ydmyghed overfor den spændende videreførelse, der venter.
Vi takker for alle der deltog, for taler, indslag og gaver.









