36 35 02 30

Få et 360 graders syn på din sygdom – søg et rehabiliteringsforløb

Savner du et helhedsblik på din Parkinsons sygdom? Så kan et rehabiliteringsforløb på Filadelfia eller Sano være et tilbud for dig. Ventetiden har aldrig været kortere – så tag en snak med din neurolog allerede i dag.

Parkinson viser sig forskelligt fra person til person. Nogle mister kontrollen over kroppen, mens andre får udfordringer med hukommelse, tænkning, tale, søvn eller fordøjelse. Mange oplever flere af delene på én gang.

I det specialiserede tilbud arbejder et tværfagligt team sammen – neurolog, fysioterapeut, ergoterapeut, sygeplejerske, talepædagog, psykolog, neuropsykolog, socialrådgiver og diætist. Netop samarbejdet mellem alle disse fagpersoner gør den afgørende forskel.

En ny undersøgelse blandt 1.600 mennesker med parkinson viser, at tre ud af fire deltagere på et rehabiliteringsforløb peger på netop helhedstænkningen som én af de vigtigste grunde til, at forløbet har hjulpet dem. Det tilbud findes ikke andre steder i sundhedssystemet. Undersøgelsen viser også, at 8 ud af 10 har fået redskaber og viden, de bruger i hverdagen. 7 ud af 10 siger, at et rehabiliteringsforløb har øget deres livskvalitet.

Vælg det forløb, der passer til dig

Rehabiliteringstilbuddet består af tre dele: Et weekendforløb til nydiagnosticerede og deres pårørende, et to-ugers ophold til patienter i den komplekse fase af sygdommen samt et boost ophold til patienter, der tidligere har været på et to-ugers ophold.

For at deltage på et rehabiliteringsforløb skal din praktiserende læge eller neurolog udfylde en henvisning til enten Filadelfia (weekendforløb) eller Sano (to-ugers ophold og boost ophold).

Spørgsmål

Har du spørgsmål til weekendforløb, kan du kontakte Filadelfia på tlf. 25 29 90 15. Telefontid er mandag til torsdag kl. 10-12 og kl. 13-14 og fredag kl. 10-12.

Har du spørgsmål til to-ugers ophold og boost ophold, kan du kontakte Sano på tlf. 78 79 00 00 eller parkinson@sanocenter.dk. Telefontiden er mandag til torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-13.

Har du øvrige spørgsmål til rehabiliteringstilbuddet, kan du kontakte teamleder og sundhedspolitisk konsulent i Parkinsonforeningen, Marlene Grønnegaard Them, på tlf. 36 35 02 35 eller mgt@parkinson.dk.

Læs mere om rehabilitering: Klik her

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.