Efter stædig søgen: Tine fik fleksjob

Tine Andersen mistede sit job og fik sin parkinsondiagnose som 58-årig under corona. Efter knap to års stædig søgen fik hun et fleksjob, som hun er rigtig glad for og håber på at blive i frem til pensionsalderen.

Tekst: Marie Louise Kjølbye
Foto: Marie Louise Kjølbye og privat

Egentlig ville Tine Andersen gerne gå rundt med et lille skilt, der sagde: ”Jeg er faktisk glad. Jeg har bare parkinson.”

Parkinson har reduceret hendes ansigtsmimik. Hun virker stadig som en smilende person – men hun skal gøre sig mere umage med at huske smilet. Også selv om hun er oprigtigt glad for sit liv, og ikke mindst for sit arbejde, som hun fik efter, at hun for fire år siden blev diagnosticeret med parkinson. Da var hun 58. Men nu regner hun med at blive ved med at arbejde, til hun bliver 67.

”Min plan lige nu er, at jeg kan være her, til jeg når pensionsalderen. Jeg har ret få timer i fleksjob og kan godt klare det. Jeg trives med opgaverne, som passer fint til mig. Jeg skal ikke ud at gøre ny karriere, og jeg ville ikke kunne magte det.”

Tine Andersen tager imod på sin arbejdsplads, landmålerfirmaet CK Land i Rudersdal nord for København, hvor hun arbejder i fleksjob 12 timer om ugen. Det er arbejdsdag, og kollegerne er på kontoret og på vej ind og ud af huset til opgaver og møder. Vi får mødelokalet for os selv, mens vi taler sammen.

Bingo i jobsøgningen

I 2021 mistede Tine Andersen sit tidligere fuldtidsjob. Kort efter fik hun konstateret parkinson og blev klar over, at hendes næste job skulle være på nedsat tid. Gennem det næste halvandet år nåede hun at blive både frustreret og vred over, at det var så svært at finde et nyt job med færre timer. Meget få jobs på nedsat tid eller fleksjobs blev nogensinde slået op. Coronatidens nedlukninger og ustabilitet gjorde ikke sagen bedre.

Hun overvejede dog aldrig at gå på pension, for hun følte sig ikke færdig med arbejdslivet. ”Pension undersøgte jeg slet ikke,” forklarer hun.

Derimod fik hun fin støtte fra Rudersdal kommunes Jobcenter, efter parkinsondiagnosen specifikt fra Jobcenterets syge-dagpenge-team. Her hjalp hendes kontaktperson hende med at komme i praktik på Comwell Hotel i Rudersdal, hvor hun fik afprøvet sin arbejdsevne, som blev vurderet til 12 timer om ugen. Hotellet ville gerne ansætte hende, men blev ramt af ansættelsesstop – corona igen.

Tine Andersen sad dog ikke på hænderne, mens hun ventede på, at kommunen skulle godkende hende til fleksjob. Hun blev ved med at søge job, og pludselig var der bingo. CK Land – i cykelafstand fra hendes hjem – søgte en administrativ medarbejder 25 timer om ugen.

Det job søgte Tine Andersen, selv om det var både flere timer og et andet ansvarsområde, end hun egentlig kunne byde ind med. I sin ansøgning skrev Tine Andersen bl.a., at hun tilbød 12 timer ugentlig. Kunne jobbet evt. deles med en anden person?

Tine Andersen kom til samtale, og landmålerfirmaet tilbød hende jobbet.

Parkinson nævnte hun ikke før selve ansættelsessamtalen. ”De ville nok bare tro, jeg rystede,” siger hun.

Nu manglede kun, at kommunen endeligt godkendte hende til fleksjob.

”Det foregik ved et stormøde med otte-ti mennesker fra kommunen, som skulle være sikre på, at det nu var rigtigt, hvad der foregik. Midt i mødet lænede min kontaktperson sig frem og sagde: ”Hvis Tine bliver visiteret til fleksjob, er der et firma, der gerne vil have, at hun starter i morgen.”

”Måske var det reelt mandagen efter, jeg begyndte, men ellers slog det nok hovedet på sømmet,” mindes Tine Andersen med et smil.

Deler job med kollega

I dag deler Tine Andersen sit job hos CK Land med en kollega, så de to tilsammen har 37 timer. CK Land er i vækst og har mange opgaver, som de to administrative medarbejdere skal holde styr på.

Selv om meget har været nyt, har Tine Andersen kunnet bruge sin uddannelse som HD i marketing og sine joberfaringer på området. Hun står for marketing, bl.a. på virksomhedens LinkedIn og andre sociale medier. Sammen med sin kollega har hun også ansvaret for administrative opgaver som at holde styr på instrumenter, arbejdstøj og biler, ”landmåler-pinde” til at placere i landskabet og andet praktisk.

”Jeg trives med opgaverne, som veksler mellem rutineopgaver og marketing. Jeg kan bruge min erfaring og kvalifikationer. Jobbet er internt og har ikke direkte kundekontakt. Jeg tager ikke telefonen, det gør min kollega, fordi jeg har så få timer, men det er fint, fordi det er mindre stressende på den måde. Kollegerne er søde, og det passer mig godt at være med i en rytme på arbejdet.”

Aldrig sygemeldt med parkinson

Tine Andersen har aldrig været sygemeldt pga. sin parkinson. Hendes sidste fuldtidsjob i et mindre biotek-firma krævede mange arbejdstimer, og undervejs havde hun nået at bemærke en rysten i sin venstre hånd. Det gik hun til lægen med, da hun som arbejdsløs pludselig fik tid.

”Jeg ville bare sikre mig, at det ikke var noget”.

Hun blev sendt til nye undersøgelser og efter et halvt år fik hun at vide, at hun havde parkinson. ”De skannede hjernen og var ikke i tvivl,” siger hun.
”Jeg fik jo et chok. Jeg havde ikke troet, det var det, kendte ikke noget til parkinson, ingen i min familie har det.”

Fire år senere ryster hun stadig lidt på venstre hånd. Blærefunktionen er påvirket negativt, og lugtesansen har i mange år været dårlig. Hendes behandling omfatter dog indtil videre kun MAO-B-hæmmere og dopaminagonist, som tages om morgenen, samt medicin for blæren.

Især den nedsatte mimik i ansigtet går hende dog på. Hun virker stadig som en smilende person – men hun skal gøre sig mere umage.

”Min mimik er blevet rigtig meget dårligere, og det er et af de symptomer, jeg er virkelig træt af. Når jeg ser mig selv i spejlet, synes jeg, jeg ser forkert ud. Jeg laver øvelser og grimasser i bilen, men mimikken kommer ikke tilbage. Man kan bare holde det lidt hen. Det er virkelig irriterende, for man kan blive misforstået, når folk ikke ved det. Jeg skal hele tiden tænke over ikke at se trist ud på en måde, som jeg ikke føler mig som.”

Hun er dog godt klar over, at hun har været heldig. Sygdommen er endnu ikke så krævende. Arbejdstiderne gør det muligt for hende at passe sin træning. Tine Andersen træner fem dage om ugen. Mandag går hun til bordtennis og fitness, to gange om ugen træner hun på hold hos en fysioterapeut, hun styrketræner og har i mange år gået til zumba – dans – og kor.

”Jeg ved godt, at det anbefales ved parkinson, og det er jo kun godt,” bemærker Tine Andersen, der som regel når et hvil efter arbejde, før hun går til træning.

”Egentlig er jeg meget positiv, og det får jeg tit at vide: ’Det er utroligt, du kan være så positiv med den diagnose’. Men der er stadig mange ting at være glad for. Jeg ville hellere være fri for parkinson, men det er ikke en dødsdom, og det kunne have været meget værre.”

”Desuden bliver det hele nok nemmere, når man er positiv.”

 

Hvilke muligheder har jeg for at fastholde mit job: Læs mere her