Deltagere søges til fokusgruppe om nyt Parkinsonhus
14. september 2026

Hvordan kan et Parkinsonhus bedst imødekomme behovene hos mennesker med parkinson og deres pårørende? Det vil vi gerne blive klogere på.
I Parkinsonforeningen drømmer vi om i fremtiden at kunne samle tilbud og viden til mennesker med parkinson og deres pårørende i et Parkinsonhus. Et hus der udgør optimale vilkår for behandling og træning, for fællesskab og erfaringsudveksling og for rådgivning, viden og forskning.
Men før vi kan tage stilling til, hvordan et Parkinsonhus bedst kan understøtte mennesker med parkinson og deres pårørende, har vi brug for at blive klogere på de behov, erfaringer og drømme, der findes i dag.
Derfor har Parkinsonforeningen sat gang i et indledende analysearbejde i efteråret 2026. Analysearbejdet skal give os et bedre grundlag for det videre arbejde med at undersøge, hvordan fremtidens indsatser og fysiske rammer kan understøtte mennesker med parkinson og deres pårørende.
Vi får hjælp til analysearbejdet af rådgiverne Thea Kielberg og Maria Løkken fra Carlberg, og nu søger vi patienter og pårørende, som har lyst til at dele deres erfaringer.
Hvad vil vi gerne tale med dig om?
Vi er nysgerrige på, hvordan du oplever hverdagen med parkinson – enten som patient eller pårørende. Vi vil blandt andet gerne blive klogere på:
- Hvilke behov du oplever i forbindelse med rehabilitering, træning og rådgivning
- Hvilken betydning fællesskaber og mødet med andre har
- Hvad der skaber gode og meningsfulde rammer for at være sammen med andre
- Hvad der fungerer godt i dag, og hvad du savner
- Hvilke behov og ønsker du har til de steder og rammer, hvor aktiviteter, rådgivning og fællesskaber foregår.
Du behøver ikke have særlige idéer til, hvordan et Parkinsonhus skal se ud. Det vigtigste er dine erfaringer og perspektiver.
Vær med i en fokusgruppe
Vi inviterer til en række fokusgruppeinterviews med mennesker med parkinson og deres pårørende i forskellige faser af sygdommen. Et fokusgruppeinterview er en samtale i en mindre gruppe, hvor deltagerne sammen deler erfaringer og perspektiver.
Til dig med parkinson i tidlig fase
Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup den 8. oktober 2026 kl. 10.00-11.30
Til dig med parkinson i moderat fase
På MarselisborgCentret i Aarhus den 30. september 2026 kl. 13.00-14.30.
Til dig med parkinson i fremskreden fase
Musholm i Korsør den 6. oktober kl. 15.00-16.00.
Til dig der er pårørende til en person med parkinson i tidlig eller moderat fase
På MarselisborgCentret i Aarhus den 30. september 2026 kl. 15.00-16.30.
Til dig der er pårørende til en person med parkinson i fremskreden fase
Musholm i Korsør den 6. oktober kl. 13.30-14.30.
Der deltager cirka fem personer samt en til to interviewere i hvert fokusgruppeinterview. Interviewene lydoptages, så vi kan koncentrere os om samtalen og efterfølgende arbejde med de erfaringer og perspektiver, der kommer frem. Oplysninger behandles fortroligt, og deltagernes udsagn anonymiseres i den videre analyse og formidling.
Har du lyst til at være med?
Din erfaring med livet med parkinson er værdifuld. Ved at dele dine perspektiver kan du være med til at give Parkinsonforeningen og analysearbejdet et bedre indblik i de behov, ønsker og erfaringer, som skal være med til at kvalificere det videre arbejde.
Hvis du har lyst til at deltage, kan du kontakte projektleder, Thea Yde Kielberg på tk@carlberg.dk eller tlf. 3052 6327. Du kan også kontakte Thea, hvis du er i tvivl og har nogle spørgsmål.
Kort om Carlberg
Hos Carlberg er vi specialiserede i udvikling og evaluering af velfærdsbyggeri. Vi har bred erfaring med det, vi kalder sociale mursten, som grundlæggende handler om dels at sætte sociale mål for et byggeri og følge op på dem efter ibrugtagning, at forstå den praksis og målgruppe, som stedet skal rumme og vigtigst af alt at inddrage dem, der skal bruge det. Derfor gør vi en dyd ud af, at lave meningsfuld brugerinddragelse. Vi arbejder ud fra en inkluderende tilgang til design med fokus på at skabe rammer, der tager højde for forskellige menneskers behov, perspektiver og forudsætninger. Vi håber derfor meget, at I vil hjælpe os og bidrage med jeres uvurderlige input og tage godt imod os rundt omkring i Danmark.