Vederlagsfri fysioterapi: Annoncer i de største danske dagblade
17. december 2022
Med annoncer i landets største dagblade er Parkinsonforeningen i dag med til at gøre opmærksom på de alvorlige konsekvenser ved at stoppe den vederlagsfri fysioterapi.
Kære sundhedsminister Sophie Løhde – har dine embedsfolk fortalt dig om de 76.551 patienter, som står uden behandling resten af året?
Stort tillykke med din nye post. Vi glæder os til samarbejdet! Du må undskylde, vi går lidt lige på og hårdt. Men tusindvis af kronisk syge og mennesker med svært handicap står her op til jul med et akut problem. De har mistet deres lægeordinerede fysioterapeutiske behandling resten af året. Og er du ny med en kronisk sygdom, risikerer du fremover at komme på venteliste.
For 52-årige Joan med rygsøjlegigt er behandlingen med til at holde smerterne nede og give bevægelighed i hofteleddet, så hun kan gå selv.
Torben er 57 og har parkinson. Han er dybt afhængig af behandling hos sin fysioterapeut for at træne styrke og balance og dermed undgå at falde.
For Tanja på 43 er behandlingen eneste mulighed for at holde sclerosen stangen og bevare førlighed og job. Bare en uges pause betyder nedsat gangfunktion og smertefulde spasmer.
Men kassen er tom – den økonomiske ramme er brugt op! Så hvis Joan, Torben og Tanja skal have fysioterapi resten af året, skal de selv betale. Og nydiagnosticerede kan ikke få adgang til behandling. Det er helt urimeligt. Vederlagsfri fysioterapi er en patientrettighed for mennesker med alvorlige handicap og kroniske sygdomme, der bliver værre med tiden. Og vi ved fra vores medlemmer, at mange har svært ved selv at betale i en tid med inflation og stigende energipriser.
Vi er stærkt bekymrede for konsekvenserne af at stoppe behandlingen. Det kan få langvarige og sundhedsskadelige konsekvenser for mange af patienterne. Alle 76.551 er blevet henvist til behandlingen efter sundhedsloven af deres egen læge.
At suspendere den vederlagsfri fysioterapi svarer til at stoppe den lægeordinerede medicin sidst på året på grund af økonomi. Det ville man aldrig gøre.
Det er et tilbagevendende problem, at den økonomiske ramme for vederlagsfri fysioterapi er opbrugt i årets sidste måneder. Og problemet synes at blive større år for år.
Vi opfordrer derfor kraftigt til, at du sammen med Kommunernes Landsforening og Danske Fysioterapeuter finder løsninger, så de berørte borgere med alvorlige sygdomme igen kan få den behandling, de både har brug for og krav på.
De bedste hilsner
Astrid Blom
Direktør i Parkinsonforeningen
Mette Bryde Lind
Direktør i Gigtforeningen
Klaus Høm
Direktør i Scleroseforeningen
LÆS MERE: Vederlagsfri fysioterapi stopper for mange i december