Gå med – mod Parkinson
Vi går til musik, sammen eller hver for sig
–  med Parkinsonforeningen Lokalklub Horsens Hedensted
Vi går korte, længere og lange ture og besøger steder rundt i vores 2 kommuner
Vi går hver især så langt, som vi kan, – hvert skridt tæller!
Gåtur
Rundtur Løvhøj stien.
Dato
Torsdag den 16. januar 2025
Mødested
P-pladsen v/Scandic Opus Horsens, Egebjergvej 1, 8700 Horsens
Starttidspunkt
15.00
Længde
2,8 kilometer
Beskrivelse af turen
Stien er anlagt på diget, der løber langs Store Hansted Å.
Fra stien har du et godt kig indover Horsens Enge.  Området er lavet om til vådområde i 2011. Vandstanden i området vil følge vandstanden i Hansted Å. Når vandet i åen stiger, vil vandstanden i vådområdet følge med.
I skoven kommer du forbi et af Danmarks flotteste fugletårne, som er bygget ind i terrænet på en spændende og utraditionel måde. Står du i tårnet, er du mere end 8 meter over engene. Du har gode muligheder for at kigge på fugle fra både skov og eng. Langs samme rute kan du se kommunens største bøgetræ, som er 150 cm i diameter.
Ved åen fortsætter stien videre under jernbanebroen, hvor der er anlagt en ny passage af store kampesten. På den anden side af jernbanen kommer du gennem gammel løvskov, træbevokset mose og lysåben natur. Her er der rig lejlighed til at se svampe, fugle, planter og insekter.
Kilde: Horsens kommune
Medbring
Drikkedunk og mobiltelefon
Tilmelding og betaling
Ingen tilmelding
Det er gratis at deltage for medlemmer af Parkinsonforeningen.
Det koster 10 kr. for ikke-medlemmer at deltage.
Medlemskab af Parkinsonforeningen er personligt og koster kr. 350 årligt, mens et parmedlemsskab koster kr. 500. Medlemskab giver bl.a. adgang til arrangementer og medlemsbladet Parkinson Nyt.
Kig forbi den lukkede Facebookgruppe: Gå til musik – Parkinsonforeningen Horsens Hedensted.
Her er mulighed for at lave aftaler om samkørsel til gåturene og selv invitere andre med på en gåtur.
Man skal ikke gå med musik i ørene, for at deltage i Gå til Musik gåturene, men man må gerne. Læs nedenfor, hvad musikken kan gøre for dig. Og prøv så, at gå en tur alene med musik i ørerne.
ParkinsonPod
ParkinsonPod er en musik-app, der fungerer som et hjælpemiddel i din daglige træning. På app’en ligger en række musiknumre, alle med en klar rytme, som gør at musikken er nem at gå til. Rytmen betyder, at man får lettere ved at flytte fødderne og tage længere skridt. Det er med til at gøre at gangen bliver mere stabil. App’en er meget brugervenlig, man starter med at vælge sprog: Dansk eller engelsk og herefter hvilket tempo, man vil gå til, og så er man i gang. ParkinsonPod kan købes på App Store eller Google Play på mobilen og koster et engangsbeløb på 149 kroner. Der bliver løbende tilføjet nye numre.