Gå med – mod Parkinson
14.08.2025 - 14.08.2025
Kl. 15.30
P-pladsen v/Hornsyld Idrætscenter, Nørremarksvej 3, 8783 Hornsyld
Tilmeldingsfrist
Arrangør: Horsens/Hedensted Klubben
For alleGå med – mod Parkinson
Vi går til musik, sammen eller hver for sig
– med Parkinsonforeningen Lokalklub Horsens Hedensted
Vi går korte, længere og lange ture og besøger steder rundt i vores 2 kommuner
Vi går hver især så langt, som vi kan, – hvert skridt tæller!
Gåtur
Hornsyld – Kløversti blå rute
Dato
Torsdag den 14. august 2025
Mødested
P-pladsen v/Hornsyld Idrætscenter, Nørremarksvej 3, 8783 Hornsyld
Starttidspunkt
15.30 (kaffepicnic fra kl. 15.00)
Længde
5,3 kilometer. Kan afkortes.
Beskrivelse af turen
Kløverstiens blå rute følger en del af det gamle jernbane tracé for Horsens – Juelsminde jernbanen. I 1882 fik et udvalg af Rigsdagen koncession på anlæg og drift af en privat jernbane fra Horsens til Juelsminde. Anlægget af den ca. 30 km lange jernbane kostede i datidens værdier lidt over 1 mio. kroner. Indvielsen fandt sted den 25. maj 1884. I nærheden af Hornsyld var der også stationer i Bråskov, Stenderup og Gramrode. Banen betød en opblomstring af handelslivet i de mindre landbyer, der med årene blev til bysamfund med købmandsgårde, posthuse, mejeri og industri. Banen fragtede passagerer mellem byerne, men også store mængder gods mellem Horsens og havnebyen Juelsminde Desuden fragtedes også svin og kreaturer til Andelsslagteriet i Horsens fra oplandet i Bjerre Herred. Langs den blå rute ses mange spor af jernbanen, der blev nedlagt den 28. september 1957. Af andre lokale seværdige punkter der passeres på ruten er Bråskov Købmandsgård, Efterskolen Bråskov gård og Brå Mølle
Medbring
Evt. kaffepicnickurv – som vi starter med kl. 15.00
Drikkedunk og mobiltelefon
Tilmelding og betaling
Ingen tilmelding
Det er gratis at deltage for medlemmer af Parkinsonforeningen.
Det koster 10 kr. for ikke-medlemmer at deltage.
Medlemskab af Parkinsonforeningen er personligt og koster kr. 350 årligt, mens et parmedlemsskab koster kr. 500. Medlemskab giver bl.a. adgang til arrangementer og medlemsbladet Parkinson Nyt.
Kig forbi den lukkede Facebookgruppe: Gå til musik – Parkinsonforeningen Horsens Hedensted.
Her er mulighed for at lave aftaler om samkørsel til gåturene og selv invitere andre med på en gåtur.
Man skal ikke gå med musik i ørene, for at deltage i Gå til Musik gåturene, men man må gerne. Læs nedenfor, hvad musikken kan gøre for dig. Og prøv så, at gå en tur alene med musik i ørerne.
ParkinsonPod
ParkinsonPod er en musik-app, der fungerer som et hjælpemiddel i din daglige træning. På app’en ligger en række musiknumre, alle med en klar rytme, som gør at musikken er nem at gå til. Rytmen betyder, at man får lettere ved at flytte fødderne og tage længere skridt. Det er med til at gøre at gangen bliver mere stabil. App’en er meget brugervenlig, man starter med at vælge sprog: Dansk eller engelsk og herefter hvilket tempo, man vil gå til, og så er man i gang. ParkinsonPod kan købes på App Store eller Google Play på mobilen og koster et engangsbeløb på 149 kroner. Der bliver løbende tilføjet nye numre.