Sig ja til hjælp
31.10.2022
Grundlæggende forstår jeg det ikke. For jeg har nærmest levet i lufthavne. Indtil jeg blev ramt af Parkinson. Nu kan jeg næsten ikke komme ind i lufthavnen, før jeg får det første angstanfald.
Neuropsykologer og andre fagfolk har forklaret mig, at det skyldes min sygdom. Og at den gør, at jeg ikke kan bearbejde alle de indtryk, jeg får i lufthavnen.
Det hjalp ikke, og jeg var lige ved at opgive at rejse mere.
Men min kloge hustru Vivi fandt en metode: Jeg får solsikkehalsbåndet om halsen, og så låner jeg en rullestol i lufthavnen. På den måde skal jeg ikke bruge kræfter på at gå, og jeg behøver ikke at bearbejde de indtryk, jeg får. Det gør min rejsefælle. Hvis angsten presser på, tager jeg blot solbriller og høretelefoner på.
I København kan man låne en rullestol via Falck i afgangshallen. Ring til dem på 32 31 41 20.
Da jeg prøvede det ved vores sidste rejse gik det så fint, at jeg ikke længere er bange for at rejse.