Mennesker med Parkinson får flere huller
29.11.2022
En ulykke kommer sjældent alene, siger man. Parkinsonpatienter har eksempelvis, som skrevet andet steds, en større forekomst af depression.
Nu viser en større undersøgelse blandt 7.000 danskere med Parkinson, at mennesker med Parkinson får lavet flere huller i tænderne og får trukket flere tænder ud.
”Hver gang en person uden Parkinsons sygdom får trukket én tand ud, får Parkinson-patienter trukket 1,5 tand ud. Og for hver fyldning er der 1,7 flere fyldninger hos personer med Parkinson,”
siger ph.d.-studerende Sara Baram fra Odontologisk Institut på Københavns Universitet, som er en af forskerne bag undersøgelsen. Hun tilføjer:
”Vi har lavet et mindre studie, der viser, at de ikke får ret meget at vide med hensyn til munden og tænderne. Der mangler både viden hos tandlæger, læger og plejepersonale, for der vil være andre alvorlige symptomer, der overskygger tænderne. Men på et tidspunkt går det hurtigt med udvikling af tandproblemerne, og derfor er det vigtigt, at sundhedspersonalet viser rettidig omhu,”
Læs mere om undersøgelsen i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet.
Tak til Helle Hansen, LetsMove, for at tippe os om artiklen.