Træning og behandling
Vederlagsfri fysioterapi
Mennesker med parkinson kan få vederlagsfri fysioterapi, det vil sige gratis fysioterapi. Det kræver en lægehenvisning og følger af Sundhedslovens §140a. Det er din praktiserende læge eller neurolog, som skriver henvisningen, og den skal fornyes hvert år. Fornyelsen sker ofte mellem fysioterapeut og læge, uden du bliver involveret.
Mennesker med parkinson skal fra 2025 indgå i strukturerede forløb som en del af den vederlagsfri fysioterapi. Formålet med de strukturerede forløb er at løfte kvaliteten og skabe ensartet fysioterapi i hele landet. Men målet er også at effektivisere med 2,5 procent. Det betyder, at flere mennesker med parkinson skal inkluderes i den vederlagsfri ordning inden for den samme økonomiske ramme.
De strukturerede forløb for mennesker med parkinson er inddelt i fem faser. Din fysioterapeut skal vurdere, hvilken fase du befinder dig i.
- Fase 1: Parkinson med få funktionsevnebegrænsninger og milde symptomer
- Fase 2: Parkinson med let nedsat funktionsevne og vedvarende symptomer
- Fase 3: Parkinson med svært fysisk handicap
- Fase 4: Parkinson med svært nedsat fysisk handicap og kognitivt funktionsniveau
- Fase 5: Parkinson med svære funktionsevnetab.
Du kan læse mere om de strukturerede forløb her.
Som nyhenvist til den vederlagsfri fysioterapi vil du højst sandsynligt komme på en venteliste. Du skal blive skrevet op på en venteliste med det samme for at komme til hurtigst muligt. Hvis du bor i en større by, hvor der er flere fysioterapeutklinikker, kan du på Sundhed.dk orientere dig om, hvor lange ventelisterne er i den enkelte klinik, men samtidig er det en god ide at blive skrevet op i en klinik, hvor de har viden om parkinson. Læs mere om disse klinikker her.
Du skal selv sørge for kørsel til den vederlagsfri fysioterapi. Du kan evt. bruge din flextrafik, men den vil næppe holde hele året. Hvis du på grund af helbredet ikke længere kan træne i klinikken, kan din læge ordinere behandling i hjemmet.
Genoptræning
Efter en indlæggelse kan der være behov for genoptræning og det er sygehusets læge, som udarbejder en individuel genoptræningsplan til kommunen. Du kan også have behov for genoptræning efter en længerevarende sygdom eller en periode som sengeliggende.
Formålet med genoptræning er, at du generhverver mest muligt af dit tidligere funktionsniveau. Det er kommunen, som jf. servicelovens §86 træffer afgørelse om din genoptræning ud fra en konkret og individuel vurdering.
Specialiseret genoptræning foregår på sygehuset (sundhedslovens §84)
Rehabiliterende ophold
Sano
Læs mere on Sanos rehabiliteringsophold på deres hjemmeside www.sanocenter.dk/parkinson
Montebello i Spanien
Læs mere om det specialiseret genoptræningsforløb i Spanien her
Psykologhjælp
Du skal have en henvisning fra din læge for at få tilskud til behandling hos en psykolog. Tilskuddet udgør 60% af psykologens honorar og op til 12 behandlinger hos psykologer med ydernummer.
Du kan være dækket af privat sundheds-, ulykkes- eller indboforsikring.
Nogle psykologer har viden om Parkinsons sygdom. Find Parkinsonforeningens liste: KLIK HER
Logopædi
Tale og stemmeundervisning har størst effekt, når der sættes tidligt ind.
Henvendelse kan ske uden lægehenvisning til Kommunikationscenter, Taleinstitut eller privat praktiserende logopæd. Logopæden hjælper med ansøgning til kommunen, som skal bevilge træningen som Kompenserende specialundervisning.
Find nærmeste talepædagoger/logopæder på på Danske Tale- Høre- og Synsinstitutioner: www.dths.dk/medlemsoversigt/