Gode råd til ferien

Det blå sygesikringskort og rejseforsikring

Rejser du i EU, Norge, Island, Liechtenstein (EØS) og Schweiz kan du benytte dig af det blå EU-sygesikringskort. Kortet giver ret til samme behandling som borgerne i det land, du rejser til.

Det kan derudover være en god idé at tegne en rejseforsikring hos dit forsikringsselskab. Dækning af kroniske sygdomme eller eksisterende sygdomme afhænger af den enkelte forsikringsaftale. Du skal derfor kontakte dit forsikringsselskab, hvis du vil være sikker på, hvordan din rejseforsikring dækker, og for om der er behov for en medicinsk forhåndsgodkendelse inden afrejse.

Solsikkesnoren

Solsikkesnoren kan være et godt redskab, når du skal på ferie – både i Danmark og i udlandet. Snoren er for alle med usynlige diagnoser og handicap og kan bruges til at vise omverdenen, at du kan have brug for tålmodighed, tid eller ekstra hjælp. Medarbejdere hos virksomheder, der er en del af solsikkeprogrammet, er trænet i at hjælpe og tage hensyn til personer, der bærer snoren. Solsikkesnoren er et internationalt fænomen, og udover danske virksomheder er en del internationale lufthavne og flyselskaber også med i netværket.

I Parkinsonforeningen har vi lavet en særlig udgave af solsikkesnoren med vores logo på og et tilhørende kort, der forklarer de specifikke udfordringer, man kan have med parkinson. Snoren og kortet i plastlomme sælges samlet for 40 kr. Du kan købe det her. Derudover kan du finde den almindelige solsikkesnor på apoteket og i en række supermarkeder.

Hjælp i lufthavnen, på færgen eller i toget

Hvis du skal flyve på ferie, kan du få hjælp i lufthavnen og når du skal ombord på flyet. Du kan booke assistance hos flyselskabet eller ved rejsebureauet, når du bestiller din rejse. På den enkelte lufthavns hjemmeside kan du læse om, hvordan du får assistance, hvis du ikke har bestilt det på forhånd gennem dit flyselskab eller rejsebureau.

Skal du med færgen på ferie, kan du læse, hvilke muligheder der er for assistance på det enkelte færgeselskabs hjemmeside. Ofte skal du oplyse om behovet for assistance ved booking eller et par dage før afgang.

Skal du rejse med DSB, og har du brug for hjælp til at stige på og af toget, kan du kontakte DSB og bestille handicapservice. Det skal bestilles senest 12 timer før din rejse.

Når du booker hotel

Hvis du skal bo på hotel under din ferie, kan du ved booking spørge efter et større værelse, så der er bedre plads til at komme rundt og evt. have en rollator på værelset. Du kan også efterspørge et værelse i stueetagen eller et værelse tæt på elevatoren. Tjek evt. hotellets faciliteter og tilgængelighed ud inden du booker ferien.

Du kan finde overnatningssteder med gode adgangsmuligheder på www.godadgang.dk

Medicin med på rejsen

Det kan være en god idé at medbringe en seddel fra ens neurolog eller læge med oplysninger om, at man har parkinson og hvilken medicin, man får og hvornår, man skal have den. Husk at skrive navnet på selve lægemidlet. Hvis du bruger pumpe eller er DBS-opereret er det særlig vigtigt, at dette er beskrevet på sedlen samt hvilke forhåndsregler, der tages i forhold til det. Få gerne sedlen på engelsk, så personalet i udenlandske lufthavne også kan forstå det.

Hvis du rejser med fly og skal tjekke bagage ind, kan det være en god idé at opbevare medicinen i håndbagagen, så du er sikker på ikke at miste det, hvis din øvrige bagage bliver væk. Opbevar desuden medicinen i original emballage, så personalet kan se, hvilken slags medicin, du har med.

Sørg for, at du har nok medicin med på rejsen.

Akutkort

På Parkinsonforeningens hjemmeside kan du købe et akutkort, der indeholder generel information om symptomer og problemstillinger, som er vigtige for andre, der har at gøre med personer med Parkinsons sygdom. Kortet er nyttigt, hvis en person med parkinson for eksempel bliver indlagt på en ikke-neurologiske afdeling.

Du finder akutkortet her.

Tag hjemmepleje/hjemmehjælp med på ferie

Hvis du får hjemmepleje/hjemmehjælp, kan du få hjemmeplejen/hjemmehjælpen med, hvis du skal på ferie eller andet midlertidigt ophold i din egen kommune eller en anden kommune, end den du bor i. Det gælder uanset, om du får personlig eller praktisk hjælp. Du skal være opmærksom på, at hjælpen i en anden kommune kan være anderledes, end den du får i din hjemkommune, da du får hjælp ud fra serviceniveauet i den kommune, du holder ferie i.

Skal du på ferie i et af de andre nordiske lande (Norge, Sverige, Finland, Island), har du også mulighed for at få hjemmehjælp. Hjemmehjælpen gives ud fra reglerne i det land, du holder ferie i.

Hvis du ønsker midlertidig hjemmepleje/hjemmehjælp i en anden kommune eller på ferie i Norden, skal du kontakte visitatoren i din egen kommune.

Tag din træning med på ferie

Når man har parkinson, er det vigtigt, at man får trænet regelmæssigt – også når man er på ferie.

På foreningens hjemmeside kan du finde link til boksetræningsøvelser og på vores YouTube kan du finde flere videoer med træningsøvelser. Flere af øvelserne kan laves på hotelværelset eller i sommerhuset.

Her kan du finde mere information

Skal du på ferie i Danmark, kan du læse om tilgængeligheden på en lang række turistattraktioner på godadgang.dk.

handi-travel-info.dk kan du finde information om rejser egnede til personer med en fysisk funktionsnedsættelse og fysiske handicaps, både i Danmark og udlandet.

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.