Mental trivsel
Det er ikke let at leve med en fremadskridende sygdom som parkinson.
Det er helt naturligt at opleve perioder, hvor det er sværere at være positiv.
Men det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du trives og har det mentalt.

Tal om din sygdom
Forsøg om du kan tale åbent om din sygdom. Det kan hjælpe både dig selv og dine nærmeste, hvis I kan tale med hinanden om jeres tanker, og om hvordan sygdommen påvirker jer hver især.
Der kan være dage, hvor du kan glæde dig stort set som før men også dage, hvor du er ked af det eller vred.
Ikke mindst som nydiagnosticeret kan du opleve, at dine følelser svinger voldsomt op og ned. Hele din identitet kan føles forandret, og du har måske svært ved at overskue fremtiden.
Bliv ikke bekymret, hvis vrede og sorg vender tilbage længe efter, at diagnosen er stillet, og en ny hverdag begyndt. Det er helt naturligt. Sygdommen skal have plads, men behøver ikke fylde mere end nødvendigt.
Fokuser på det, du kan, og ikke på det, du ikke kan. Også selv om sygdommen skrider frem og volder dig stadig flere besværligheder. Det er lettere sagt end gjort, men prøv alligevel.
I Parkinsonforeningens podcast ’PARKINSON tæt på’ kan du lytte til både mennesker med parkinson og pårørende fortælle om livet med parkinson. Her fortæller de medvirkende både om op- og nedture og deler gode råd, tips og tricks til en nemmere hverdag. Du finder serien der, hvor du lytter til podcasts eller her: Klik her
Socialt netværk
Gode sociale relationer og netværk er vigtige for dit mentale helbred. Forskning viser, at man kan styrke sit mentale helbred ved at tage del i fællesskaber og gøre noget meningsfuldt.
Det er derfor vigtigt, at du forsøger at opretholde dine sociale relationer og netværk, også selvom sygdommen måske ændrer på måden, I er sammen på.
Måske får du også lyst til at få kontakt til ligestillede. For mange er det godt at læse om – og møde – andre, der lever med diagnosen og udveksle erfaringer om symptomer, behandling og konsekvenser.
I Parkinsonforeningen kan du finde lokale netværk, som du kan blive en del af eller måske får du lyst til at blive frivillig i én af foreningens kredse eller klubber.
Find din lokale klub her: Klik her
Er du blevet nysgerrig på foreningens frivillige arbejde, kan du læse mere her: Klik her
Hold fast i det, der gør dig glad
Parkinsons sygdom er en fremadskridende sygdom. Det betyder, at du med tiden bliver udfordret på nogle af dine færdigheder, både fysisk og mentalt. Dog udvikler sygdommen sig forskelligt fra person til person. Et godt råd er at forsøge at holde fast i de aktiviteter, du holder af.
Måske strikker du ikke så hurtigt længere, eller det er blevet sværere at nå de hurtige bolde på badmintonbanen. Det kan også være, at det er blevet mere vanskeligt at ramme tangenterne på klaveret eller passe haven. Men det betyder meget, at du holder fast og fortsætter med det, du altid har holdt af.
Vær nysgerrig på, om noget kan tilpasses eller indrettes anderledes, så du fortsat kan finde glæde ved din hobby.
Det kan også være, at du finder en ny aktivitet, der er nemmere at gå til og dermed erstatter den gamle. Flere af Parkinsonforeningens medlemmer har fundet stor glæde i bl.a. korsang, dans, boksning og bordtennis – på trods af, at de aldrig har dyrket det før. Det kan du læse mere om her: Klik her
Fællesskabet med andre bærer også en stor værdi og kan gøre en svær dag lidt lysere.
Bevægelse er godt for krop og sind
Motion og bevægelse er vigtigt for mennesker med parkinson, da bevægelse og træning kan afhjælpe mange af de fysiske og psykiske gener, mennesker med parkinson oplever. Motion og bevægelse kan være med til at forebygge depression og forbedre din kognitive funktion. Derudover kan motion give bedre humør og bedre livskvalitet. Det er derfor vigtigt for dit mentale helbred, at du regelmæssigt bevæger dig og dyrker motion.
På Parkinsonforeningens YouTube-kanal kan du finde forskellige træningsvideoer, du kan træne til hjemme i stuen: Klik her
Parkinsonforeningen tilbyder også i samarbejde med Dansk Bokse-Union Parkinson Boxing, du kan læse mere her: Klik her
Du kan også finde en liste over aktuelle dansehold for mennesker med parkinson: Klik her
Med mindfulness kan du for en stund forsøge at flytte dine tanker væk fra det svære.
Gennem mindfulness kan du øve at være til stede i nuet. Du kan blive mere fortrolig med dine tanker, følelser og kropslige fornemmelser og forstå, hvordan de spiller ind på humør og alment velbefindende.
Dansk Center for Mindfulness på Aarhus Universitet har en række gratis øvelser, der kan hjælpe dig i gang med mindfulness, meditation, bodyscan og yoga. Du finder dem her: Klik her
Oplever du tegn på depression, angst eller apati?
Oplever du vedvarende humørsvingninger, pessimisme, håbløshed, manglende motivation, nedsat energi og bekymringer for helbredet og sygdomsforløbet? Så oplever du måske symptomer på en depression.
Desværre forekommer depression hos op imod halvdelen af mennesker med parkinson. Der kan være tale om både periodisk og kronisk depression.
Ud over depression kan angst og apati være en del af de psykiatriske forstyrrelser, som 40-50 procent af mennesker med parkinson kæmper med.
Det er vigtigt, at du kontakter en professionel, hvis du oplever tegn på depression, angst eller apati. Der findes forskellige behandlingsmuligheder og hjælp at hente. Derudover vil åbenhed være en fordel for både dig og dine pårørende.
Du kan begynde med at tale med din læge, som også kan henvise til en psykolog.
Symptomer på depression skal man ikke gå med alene.
Her kan du finde hjælp
Hvis du oplever udfordringer med dit mentale helbred, kan det være en idé at tale med en professionel. Vil du gerne tale med en psykolog, kan du kontakte Parkinsonforeningens psykolog Susanne Ohrt for en indledende samtale tirsdage kl. 16.00 – 17.00 på tlf. 30 28 44 82.
Du kan få tilskud til behandling hos en psykolog, hvis du har en henvisning fra din læge. Tilskuddet fra regionen udgør 60 procent af psykologens honorar og dækker op til 12 behandlinger hos psykologer med ydernummer.
Du kan også være dækket af privat sundhedsforsikring. Det kan derfor være en god idé at tjekke forsikringsbetingelserne eller ringe til dit forsikringsselskab.
Du kan finde en oversigt over psykologer med viden om parkinson her. Bemærk at relativt få psykologer har en aftale med sygesikringen: Klik her
Er du i akut krise?
Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201:
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
- Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
- Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag kl. 17-21 samt lørdag og søndag kl. 13-17
Du er altid anonym, når du kontakter Livsliniens rådgivning.
De fleste mennesker har perioder, hvor livet eller en situation opleves som så svær, at de ikke kan magte den alene. For nogen fører krisen til selvmordstanker og uden hjælp måske til selvmordsforsøg og selvmord.
Derfor er det afgørende, at du får fortalt et andet menneske, at du har det svært, så du kan få den hjælp og støtte, du har brug for. På Livslinien er de vant til at tale om selvmord og selvmordstanker, og de vil meget gerne tale med dig.
Kilde: www.livlinien.dk