Praktiske oplysninger

  • Pris: 1000 kr.
  • Målgruppe: Fysioterapeuter på Parkinsonforeningens behandlerliste samt øvrige fysioterapeuter med interesse inden for parkinson træning og rehabilitering
  • Udbyder: Parkinsonforeningen i samarbejde med Sano

Parkinson vidensdag sætter fokus på parkinson i senfasen og atypisk parkinson
Parkinson vidensdag er målrettet fysioterapeuter med interesse for udvikling og faglig sparring omkring træning og rehabilitering til personer med Parkinsons sygdom. På denne anden vidensdag sættes fokus på henholdsvis:

  • Ideopatisk parkinson i senfasen
  • Atypisk parkinson

I senfasen af den ideopatiske parkinson ses ofte multisystemafficering med udprægede motoriske og nonmotoriske problematikker samt funktionstab for den enkelte person med parkinson. Sygdommens progression kan ikke stoppes, men hensigtsmæssig medicinering, fysisk aktivitet og specifik træning er fortsat essentielt for at understøtte bedst mulig livskvalitet og motorisk funktion for den enkelte person med parkinson.

Atypisk parkinson er en fællesbetegnelse for sygdomme, der i nogen grad deler motoriske symptomer med ideopatisk parkinson. Der er stor variation i de motoriske og nonmotoriske symptomer imellem de enkelte former for atypisk parkinson. Disse tilstande progredierer hastigere end ideopatisk parkinson, og både den medicinske og fysioterapeutiske behandling af personer med atypisk parkinson er mere kompleks.  Personer med atypisk parkinson har også har ret til vederlagsfri fysioterapi, og derfor er kendskab til en målrettet og tilpasset træningsindsats nødvendig.

De fleste personer med såvel atypisk parkinson som ideopatisk parkinson i senfasen træner hos deres fysioterapeut på ugentlig basis – enten i klinikken eller i eget hjem. Fysioterapeuter spiller som faggruppe ofte en central rolle, når der er behov for tilpasning af patientens træning og rehabilitering efterhånden, som sygdommen progredierer.

Vidensdagen har til formål at sætte fokus på fysioterapeutens rolle samt trænings- og behandlingsmuligheder ved at:

  • Give kendskab og skabe overblik ift. den multisystem syge patient med ideopatisk parkinson i senfasen.
    • Hvordan kan vi som fysioterapeuter hjælpe senfase patienten bedst muligt?
  • Give kendskab og skabe overblik ift. forskellige typer af atypisk PD
    • Hvordan kommer de til udtryk?
    • Hvordan kan vi som fysioterapeuter hjælpe den atypiske parkinson patient bedst muligt?

Med fokus på ideopatisk parkinson i senfasen indledes vidensdagen med et spændende oplæg om emnet ved Parkinsonsygeplejerske Anders Lundetoft Clausen, Bispebjerg Hospital.

Anders ser i sin daglige praksis, i Neurologisk Ambulatorie på BBH, både parkinson patienter i alle faser samt patienter med atypisk parkinson. Anders fungerer endvidere som faglig rådgiver i Parkinsonforeningen.

I forlængelse af oplægget er der plads til spørgsmål og en videre drøftelse af muligheder og eventuelle udfordringer for hensigtsmæssig træning og rehabilitering til senfase patienter i egen praksis.

Efter en pause med plads til networking fortsætter Anders Lundetoft Clausen med et oplæg om atypisk parkinson. Dette som optakt til en videre drøftelse i mindre grupper omkring relevant træning/behandling og rehabilitering til egne patienter med atypisk parkinson.

Tilmelding
Via nedenstående link. Har du spørgsmål, kan de rettes til Vibeke W. Grønlund på vg@parkinson.dk eller tlf: 24 96 22 18. Tilmeldingsfrist er den 16. september 2022

TILMELDING:  Udfyld her