Parkinson vidensdag sætter fokus på motorisk læring

Parkinson vidensdag er et nyt tiltag målrettet fysioterapeuter med interesse for udvikling og faglig sparring omkring parkinson træning og rehabilitering. På denne første vidensdag sættes fokus på den motoriske læring i parkinsontræningen.

Parkinson er en progredierende neurodegenerativ sygdom, der giver mange såvel motoriske som nonmotoriske problematikker, og på sigt resulterer i funktionstab for den enkelte person med parkinson. Sygdommen kan ikke kureres, men korrekt medicinering, fysisk aktivitet og specifik træning er helt essentielt for at mindske funktionstab, bedre kognitiv funktion og øge livskvalitet.

De fleste parkinson patienter træner hos deres fysioterapeut på ugentlig basis, og fysioterapeuten er ofte en central person, når parkinson patienten vejledes i hensigtsmæssig træning og fysisk aktivitet med henblik på at bevare funktionsniveauet længst muligt.

Udfordringer med nervesystemets aktivering på baggrund af sensorisk input er en del af sygdomsbilledet hos personer med Parkinsons sygdom, og netop derfor at det væsentligt, at fysioterapeuten kender til faktorer, der har betydning for den motoriske læring, så træningen kontinuerligt tilpasses bedst muligt til den enkelte parkinson patient. Viden om motorisk læring kan således give den enkelte fysioterapeut nye redskaber i ”værktøjskassen”, som kan anvendes i den daglige praksis med parkinson patienten.

Praktiske oplysninger:

  • Dato: 17. september 2021
  • Tid: Kl. 13 – 17.00
  • Sted: Fyshuset Valby Julius Andersens Vej 8, 2450 Kbh.
  • Pris: 1000 kr.
  • Målgruppe: Fysioterapeuter på Parkinsonforeningens behandlerliste samt øvrige fysioterapeuter med interesse inden for parkinson træning og rehabilitering
  • Udbyder: Parkinsonforeningen i samarbejde med Sano

Tilmelding:

Udfyld her

Har du spørgsmål, kan de rettes til Vibeke W. Grønlund på vg@parkinson.dk eller tlf.: 24 96 22 18. Tilmeldingsfristen er den 10. september 2021.

Om kurset

Med fokus på motorisk læring indledes vidensdagen med et spændende oplæg om emnet ved Professor Jens Bo Nielsen, Institut for neurovidenskab ved KU. Jens Bo Nielsen har i sin forskning fokus på motorisk læring, neuroplasticitet og neurorehabilitering og er en af forfatterne bag kapitlet om motorisk læring i sidste nye version af bogen ”Træning i forebyggelse, behandling og rehabilitering”.

I forlængelse af oplægget byder vidensdagen på en videre drøftelse i mindre grupper, med fokus på hvordan den motoriske læring bedst muligt fremmes i den daglige praksis med træning og rehabilitering til mennesker med parkinson. Dagen afrundes med en opsamling i plenum.