Parkinson Ballroom Fitness™ uddannelse
26.08.2025
Kl. 09.00 - 16.00
Vestre Ringvej 100, 7000 Fredericia
Målgruppe: For alle
For alleNu har du mulighed for at uddanne dig til instruktør i det prisvindende koncept Parkinson Ballroom Fitness™
Tilbage i 2017-2019 fik Parkinsonforeningen uddannet instruktører rundt i hele landet i det populære koncept: Parkinson Ballroom Fitness™. Vi har nu fået mulighed for at udbyde uddannelsen igen tirsdag den 26. august 2025 kl. 9-16 i Fredericia.
På kurset bliver du undervist af konceptudvikler Elisabeth Dalsgaard. Du bliver klædt på til at undervise i dans og til at møde deltagerne ud fra de udfordringer, der netop rammer folk med parkinson. Via dansen trænes styrke, balance, kropskontrol, gangfunktion og fremfor alt opnås masser af livsglæde og øget livskvalitet. Dette kan du være afsender på, og du kan være med til at gøre en forskel.
Kurset er gratis for deltagerne og finansieres af Parkinsonforeningen. Vi forventer, at du efter uddannelsen starter et dansehold. Du skal selv stå for at finde et lokale og fastsætte pris for undervisningen. Parkinsonforeningen sender nogle gode råd og ideer til at komme i gang.
For at komme i betragtning til en plads, skal du ansøge direkte hos Elisabeth Dalsgaard på mail elisabeth@swingtime.dk. Din ansøgning skal indeholde et udførligt CV og en beskrivelse af, hvorfor netop DU skal have én af de eftertragtede pladser på uddannelsen. Det er nødvendigt med undervisnings- eller danseerfaring. Ansøgningsfrist er 1. juli 2025.
Du får svar på ansøgningen efter ansøgningsfristen. Der tages hensyn til hvor i landet, der mangler dansehold samt dine kvalifikationer.
Kurset finder sted i Fredericia Idrætscenter, Vestre Ringvej 100, 7000 Fredericia d. 26. august 2025 kl. 9-16. Der er forplejning inkluderet i kurset.