Miljøstyrelsen dropper dispensation for brug af Reglone til kartoffelproduktion 

Siden 2019 har sprøjtegiften Reglone været forbudt i EU, fordi det indeholder aktivstoffet diquat. På trods af det har Miljøstyrelsen siden 2019 givet landbruget dispensation til fortsat at bruge Reglone til nedvisning af kartofler og ukrudtsbekæmpelse i engrapgræs og hvidkløver til frø. 

Præcisering: Miljøstyrelsen har afvist at give dispensation til brug af Reglone til kartoffelproduktion. Styrelsen har samtidig givet dispensation til, at Reglone kan bruges i nedvisning af purløg. Parkinsonforeningen vil rette henvendelsen til styrelsen for en forklaring. 

I år har Miljøstyrelsen dog afvist at give dispensation til kartoffelproducenters brug af Reglone. På baggrund af opdaterede beregninger har Miljøstyrelsen fundet en uacceptable risiko for beboere og forbipasserende til sprøjtede marker, der kommer i kontakt med behandlede planter, skriver SEGES. Baggrunden for de nye beregninger er, at der er kommet nye krav til vurdering af pesticider i Nordzonen (Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen, Sverige og Norge).  

Parkinsonforeningen sendte i foråret 2024 to breve til Miljøstyrelsen, hvor vi udtrykte bekymring for, at de fortsat gav dispensation til brugen af Reglone. Flere videnskabelige undersøgelser har peget på en mulig sammenhæng mellem diquat og udvikling af Parkinsons sygdom. I 2023 blev diquat desuden identificeret som ét af ti aktive stoffer, der har en direkte giftvirkning på dopaminproducerende celler i hjernen, hvilket er de celler, der er involveret i parkinson.   

I Parkinsonforeningen er vi rigtig glade for, at Miljøstyrelsen på baggrund af de opdaterede beregninger har valgt at droppe dispensationen til Reglone til kartoffelproduktion.   

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.