Tandtænketank: Opret en pulje til patienter med kronisk sygdom
14. juni 2024
Parkinsonforeningens sundhedspolitiske konsulent har repræsenteret Danske Patienter i en tandtænketank, der skal bidrage til nye løsninger for, hvordan voksentandpleje skal se ud i fremtiden. Et vigtigt arbejde for at sikre den bedste behandling af mennesker med kronisk sygdom.
Parkinsonforeningen arbejder for, at mennesker med parkinson skal kunne få tilskud til deres høje tandlægeregninger.
Parkinsonforeningens sundhedspolitiske konsulent, Marlene Grønnegaard Them, har siddet med i en tandtænketank, der har haft fokus på at komme med løsninger til, hvordan området for voksentandpleje skal se ud fremover set fra patienternes side.
I dag udkommer en rapport fra Tænketank for Voksentandpleje med 35 anbefalinger. Èt af forslagene er at oprette en pulje til patienter med kronisk sygdom, der oplever udfordringer i deres mund- og tandsundhed som følge af deres sygdom.
”Vi ved, at mennesker med parkinson får lavet flere huller i tænderne og får trukket flere tænder ud. Det skyldes bl.a. mundtørhed som følge af medicin, og at de har sværere ved at opretholde en god mundhygiejne,” understreger Marlene Grønnegaard Them, sundhedspolitisk konsulent og fortsætter:
”Derfor er der brug for at ændre på status quo, hvor bl.a. mennesker med parkinson ikke få tilskud til deres tandlægeregninger.”
På nuværende tidspunkt kan nogle enkelte patientgrupper søge Sundhedslovens §166 for tilskud til deres tandudgifter. Det drejer sig primært om patienter med kræft og nogle få sjældne sygdomme. Ordningen er i 2024 blevet udvidet til at inkludere flere patienter, men igen blev det til fordel for flere kræftpatienter, selvom Parkinsonforeningen og andre patientforeninger havde forsøgt at få udvidelsen til at dække andre grupper.
Flere konkrete anbefalinger
Tænketank for Voksentandpleje blev nedsat i september 2023 med det formål at komme med et oplæg til en ny og mere tidssvarende voksentandpleje, som politikerne kan forhandle en ny model ud fra.
Tænketankens arbejde er mundet ud i en rapport med fem pejlemærker og 35 konkrete anbefalinger. Pejlemærkerne har fokus på mere forebyggelse og mere tid til patienterne, mindre ulighed i sundhed og mindre bureaukrati, styrket tilgængelighed til tandbehandling samt bedre sektorovergange og samarbejde i det nære sundhedsvæsen.
Baggrunden for nedsættelsen af tænketanken er, at tandlægeoverenskomsten i 2018 blev erstattet af en politisk særlov, der skulle have været midlertidig, og som skulle erstattes af en ny model for voksentandplejen. Der er stadig ikke vedtaget nogen ny model for voksentandplejen.
Tænketanken har repræsentanter fra Ældre Sagen, Diabetesforeningen, Danske Patienter, Tandlægeforeningen og Tandlægeskolen i henholdsvis København og Aarhus. Parkinsonforeningen har repræsenteret Danske Patienter, der består af i alt 106 patient- og pårørendeforeninger med tilsammen 900.000 medlemmer.
Næste skridt
Indenrigs- og Sundhedsministeren har juni 2024 indkaldt til de politiske forhandlinger om nye rammer for voksentandpleje. På det første møde deltog en lang række interessenter på området – også Danske Patienter repræsenteret af Marlene Grønnegaard Them – og ambitionen fra politisk hold er at lande en ny aftale inden årets udgang. Parkinsonforeningen vil naturligvis følge dette arbejde.
Kontakt
For spørgsmål kontakt teamleder og sundhedspolitisk konsulent Marlene Grønnegaard Them på tlf. 36350235 eller mgt@parkinson.dk.
LÆS MERE: Tandtænketankens rapport