Støttemuligheder for dig, som vil fastholde dit job
§ 56/58a aftale
Mulighed for refusion ved sygefravær – jf. § 56- aftale – § 58a for selvstændige – i sygedagpengeloven. Forudsætter forventning om mere end 10 sygedage årligt, arbejdsgiveren får refusion fra 1. sygedag – normalt først efter 30 dage. Aftalen gælder for 2 år ad gangen.
Aftalen kan ikke anvendes til fast nedsættelse af arbejdstiden (ex. fri hver onsdag). Den kan anvendes til hel eller delvis sygemelding fx fravær om ugen til ex. fysioterapi, forværring af symptomer, lægekonsultationer etc.
Arbejdsgiver kan få refusion svarende til sygedagpenge for ≥4 timer ugentligt, hvorfor fravær under 4 timer ikke kompenserer arbejdsgiver.
Arbejdsredskaber
Arbejdsredskaber og mindre indretninger på arbejdspladsen kan søges via jobcentret.
De skal kompensere for følgerne af en nedsat funktionsevne, medvirke fastholde personen på arbejdsmarkedet og være nødvendige i forhold til en konkret arbejdsproces, f.eks. arbejdsstole, særlig belysning mv.
De kan bevilges uanset ansættelsesform – også til personer i fleksjob og til selvstændige. Søges i Jobcentret.
Personlige assistance
Max. 20 t/ugtl. ved fuldtidsjob, hvor du selv skal kunne udføre det faglige i jobbet.
Personlig assistance kan være hjælp til praktiske gøremål, f.eks. kopiering, skrivning, strukturering af arbejdsdagen, hjælp til landbrug mv. PA kan bevilges uanset ansættelsesform – også til personer i fleksjob og til selvstændige. Opgaverne kan evt. udføres af en kollega – søges i og aflønnes af Jobcentret.
Særligt befordringsfradrag – ligningslovens §9D
Mulighed for kørselsfradrag for transport til/fra arbejde, hvis du er en kronisk sygdom, der umuliggør anvendelse af offentlig transport. Det er ikke nødvendigt at være berettiget til handicapbil. Det er muligt at få fradrag for alle dokumenterede driftsudgifter til brug af bil minus 2000 kr. om året. Det kan også anvendes fra sommerhus – og der er også mulighed for fradrag for dobbeltture, hvis ikke selv kan køre bil, men bruger chauffør frem og tilbage til arbejdspladsen.
Vær opmærksom på muligheden for et bindende svar fra SKAT (pris: 400 kr.) med en fyldestgørende beskrivelse af følgevirkninger, en udtalelse fra egen læge (egenbetaling), som beskriver, hvorfor det er udelukket, at du kan bruge offentlig transport til arbejde, og hvorfor det er nødvendigt at bruge egen bil, hvis du vælger at anvende det særlige befordringsfradrag.
Fleksjob
Fleksjob kan bevilges indtil folkepensionsalderen og forudsætter, at du har varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen (ca. halvdelen). Det er vigtigt, at du taler med neurolog om dine udfordringer på arbejdspladsen, da Jobcentret indhenter oplysninger herfra.
Du modtager løn for den reelle arbejdsindsats, du udfører – suppleres op med løntilskud fra kommunen – google ”fleksjob beregner”.
Første bevilling gælder i 5 år, herefter varigt – Bevilges af Jobcentret.
Personer med parkinson har, hvis du opfylder betingelserne for tilkendelse af fleksjob, ret til fastholdelsesfleksjob (ansættelse i hidtidige arbejdsfunktion men på fleksjobvilkår) jf. principafgørelse AST 35-15. Der er ret til ledighedsydelse ved ledighed, som er på max 89 % af dagpengesatsen, samt fleksydelse i stedet for efterløn.
Hvis du har indbetalt til efterløn og du får tilkendt fleksjob, kan du overveje, om du skal beholde efterlønsordningen, da seniorpension kombineret med evt. udbetaling af tab af erhvervsevne kan være økonomisk mere favorabel. Undersøg dine personlige muligheder og forhold i a-kasse og pensionsselskab.
Fleksjob - selvstændig virksomhed
Max. 148.088 kr. om året (2022-tal). Den selvstændige virksomhed skal være udøvet i mindst 30 timer om ugen i sammenlagt 12 måneder inden for de seneste 2 år. Tilskuddet kompenserer for udgifter til aflønning for opgaver, som ansøger ikke selv kan udføre på grund af nedsat arbejdsevne.
Læs mere på hjemmesiden: https://star.dk/ydelser/nedsat-arbejdsevne/tilskud-til-selvstaendigt-erhvervsdrivende/