Stadig mangel på Eldepryl

Når parkinsonpatienter går på apoteket for at købe Eldepryl, får de desværre at vide, at lægemidlet stadig er i restordre og først forventes på hylderne i uge 42 (5 mg) og slutningen af oktober (10 mg).

Cirka 5-10 procent af mennesker med parkinson er i behandling med Eldepryl. Siden foråret har præparatet været i restordre (både 5 mg og 10 mg), og dengang var meldingen, at det ville være tilbage i august og senere fik Parkinsonforeningen at vide, at det ville være tilbage i starten af oktober.

Nu viser det sig, at leveringsudfordringerne fortsætter. Dosis med 5 mg forventes at være tilbage i uge 42, mens du skal vente til slutningen af oktober for at kunne købe 10 mg.

Tidligere har Parkinsonforeningens lægekonsulent, Tove Henriksen, udtalt, at der findes et alternativ til Eldepryl, nemlig Rasagilin, men nu er det også i restordre og forventes tilbage i uge 42.

På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan vi også læse, at Ropinirol “Mylan” 0,5 mg er i restordre. Der findes andre doser (0,25 mg, 1 mg og 2 mg).

Hvis du mangler Eldepryl eller andet medicin og oplever udfordringer, kan du altid ringe til lægekonsulenten, som har telefontid hver torsdag kl. 17-19 på tlf. 40 47 00 47.

Parkinsonforeningen er altid interesseret i at høre, hvilke konsekvenser medicinmangel har for mennesker med parkinson. Du kan kontakte teamleder og sundhedspolitisk konsulent Marlene Grønnegaard Them på tlf. 36350235 eller mgt@parkinson.dk.

Du kan følge status på Eldepryl (og andre lægemidler) på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.