Parkinsonforeningen undersøger behandlingsforholdene

En grundlæggende udfordring på parkinsonområdet er manglen på neurologer. Mennesker med Parkinsons sygdom har brug for en velkoordineret indsats i det danske sundhedsvæsen med jævnlig kontrol hos en neurolog. Manglen på neurologer kan gradvist forringe behandlingskvaliteten og f.eks. medføre, at nogle skal vente flere år på at komme til konsultation hos en neurolog.

På nuværende tidspunkt findes der ingen systematisk viden om, hvordan mennesker med parkinson i Danmark oplever deres behandling og kvaliteten heraf. Parkinsonforeningen er derfor i gang med en større undersøgelse af behandlingsforholdene for mennesker med parkinson, så vi kan skabe politisk fokus på de udfordringer, parkinsonpatienter møder i sundhedssystemet.

Undersøgelsen består af et spørgeskema, som bliver sendt ud til knap 4000 medlemmer af Parkinsonforeningen, som selv har parkinson. Spørgeskemaet indeholder blandt andet spørgsmål om hvilken type neurolog, man går til, hvor ofte man går til neurolog samt om man er tilfreds med behandlingen, man modtager. Derudover vil vi særligt undersøge, om der er regionale forskelle i oplevelsen af behandlingsforholdene.

Spørgeskemaet bliver sendt ud via mail, og det tager ca. 15 minutter at besvare. Hvis du som medlem har modtaget spørgeskemaet og har nogen spørgsmål, kan de sendes til vores analysemedarbejder Ida Skytt på spoergeskema@parkinson.dk.

Resultaterne fra undersøgelsen vil blive offentliggjort i en rapport på www.parkinson.dk og i et nyhedsbrev i løbet af sensommeren/efteråret 2023.

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.