Ny e-avis: Flere typer af Parkinsons sygdom
22. marts 2023
Parkinsonforeningens e-avis ‘Nyt om parkinsonforskning’ er skrevet specielt til foreningens medlemmer. Denne gang sætter vi fokus på flere typer af Parkinsons sygdom.
Hovedemnet for den første E-avis i 2023 er ”Flere typer af Parkinsons sygdom?”. Mange parkinsonpatienter, især fra Østjylland, har deltaget i en videnskabelig undersøgelse ledet af professor Per Borghammer, Aarhus Universitetshospital, som netop belyser spørgsmålet om flere typer af Parkinsons sygdom.
Den videnskabelige undersøgelse peger på to typer, en type som starter i tarmene, såkaldt Body-first parkinson og en anden type som begynder i hjernen, Brain-first parkinson.
I en mail fra en patient og dennes pårørende er Parkinsonforeningen blevet spurgt om, hvad foreningen mener om en ny behandling af Parkinsons sygdom med en såkaldt ”vibrerende handske”. Umiddelbart ser det ud til, at handsken måske ud i fremtiden kan erstatte behandling med Deep Brain Stimulation. Vi afventer nu resultater fra en videnskabelig undersøgelse, som belyser effekten i en større gruppe parkinsonpatienter.
Det er i de senere år blevet tydeliggjort, at diabetes type- 2 og Parkinsons sygdom har en del fællestræk. Det giver derfor også mening undertiden at behandle parkinsonpatienter med visse typer af diabetes-medicin kaldet GLP1-receptoragonister.
Læs mere om begge temaer og bliv klogere i e-avisen.