Veloverstået Light of Day

Oprettet d. 18.12.2014

Den 11. december var en række fremragende musikere fra den amerikanske rock- og singer/songwriter-scene samlet i Amager Bio, hvor de skabte en stemningsfuld aften sammen med danske musikere fra bandet Taxfree.

Hovednavnene dette år var Rob Dye, Steve Conte, Joe D'Urso, Anthony D'Amato and James Maddock, der alle rejser rundt med Light of Day for at rejse opmærksomhed om parkinsonsagen via deres medrivende musik.

Light of Day henter sit navn fra Bruce Springsteens sang af samme navn og flere prominente musikere har gennem tiden spillet til Light of Day koncerterne - heriblandt Bruce Springsteen selv, Michael J. Fox og Lucinda Williams. Light of Day er på denne måde langt mere end blot en enkelt koncert på Amager. Den er del af en større koncertturne, der er grundlagt i New Jersey, men siden har spredt sig til både USA, Canada og Europa. Inden karavanen landede i Amager Bio havde den blandt andet været et smut forbi Storbritannien, Spanien og Schweiz for at samle ind til bekæmpelse af Parkinsons sygdom.

Traditionen tro var alle optrædende samlet på scenen, da aftenen var ved at slutte og de legendariske toner af Light of Day kunne begynde, mens publikum stod op, dansede og klappede med, da musikerne fra USA spillede sammen med danske Taxfree.

Hvis vintermørket trænger til en portion ”Light of Day”, kan du se et kort musikklip samt billeder via Parkinsonforeningens facebookprofil.

SE MERE: Light of Day på Facebook

For mange af aftens publikummer blev aftenen skudt i gang med et særligt VIP-arrangement arrangereret af Jens Rønnemoes Pedersen, som bød på vin, lækkerier og hyggeligt samvær inden musikken tog over. Ideen med spisning inden koncerten vil bestemt blive videreudviklet til kommende arrangementer, og det var skønt at se, hvordan så mange bakkede op om arrangementet. 

Tak til alle, der var med til at skabe en mindeværdig aften i Amager Bio!