Veloverstået hjerneuge

Oprettet d. 20.03.2013

DEN GENETISKE HJERNE I FOKUS
Uge 11 er international hjerneuge og bød denne gang på en række forskellige aktiviteter med fokus på hjernen – herunder annoncering af vinderne af Brain Prize 2013 og arrangementet ”Vælg dine forældre med omhu”. Herunder kan du se highlights fra dette års hjerneuge:

VINDERE AF ”THE BRAIN PRIZE” ANNONCERET
Mandag annoncerede “The Grete Lundbeck European Brain Research Foundation” vinderne af dette års Brain Prize - verdens største hjerneforskningspris på 1 mio. euro. Prisen tildeles i år seks førende forskere fra fire lande: Gero Miesenböck, Ernst Bamberg, Peter Hegemann, Georg Nagel, Ed Boyden og Karl Deisseroth. Tilsammen har de udviklet den revolutionerende teknik, optogenetikken, der vil give helt ny grundlæggende viden om hjernens komplicerede funktioner.

Opdagelsen gør det lettere at udforske sygdomme i hjernen som Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom og ADHD og fonden skriver i forbindelse med annonceringen af vinderne, at optogenetikken vil få afgørende betydning for forståelsen af sygdommene og - med tiden - for udvikling af en behandling af dem.

Professor Colin Blakemore, formand for Fondens bedømmelseskomite sagde i forbindelse med prisen:

”Optogenetik er en af de mest opsigtsvækkende nyskabelser inden for hjerneforskningen. Teknikken giver mulighed for at helt specifikke hjerneceller kan tændes eller slukkes ved hjælp af lys. Det giver ikke bare langt bedre muligheder for at studere aktiviteten i både den normale og den ikke normale hjerne, men sætter et helt nyt perspektiv for behandlingen af visse hjernesygdomme.” 

LÆS MERE: The Brain Prize

VÆLG DINE FORÆLDRE MED OMHU
Onsdag gik Parkinsonforeningen sammen med HjerneSagen, HjerneForum, Alzheimerforeningen og Information om et spændende arrangement om den genetiske hjerne med titlen "Vælg dine forældre med omhu". På dagen satte hjerneforsker Peter Lund Madsen, professor i neurobiologi Albert Gjedde og overlæge, neurofysiolog Troels Kjær den nyeste forskning i perspektiv.

Troels Kjaer og Albert Gjedde er henholdsvis formand og næstformand i foreningen HjerneForum, der er startet af en kreds af forskere, behandlere og formidlere. I forbindelse med Hjerneugen udgiver HjerneForum hvert år en hjerneforum-bog – dette års bog handler selvfølgelig om den genetiske hjerne og kan bestilles via deres hjemmeside.

LÆS MERE: HjerneForum og bog om den genetiske hjerne

HJERNEUGEN SLUTTEDE PÅ DR P1
Hjerneugen sluttede i Hjernekassen på DR P1 med Peter Lund Madsen i studiet sammen med Niels Tommerup, Peter Vuust og Troels Kjaer.
Udsendelsen forsøger blandt andet at give svaret på, hvorfor man skal vælge sine forældre med omhu. Hjernekassen kommer også omkring, hvad der egentlig skete med hjernen, da vi udviklede os fra aber til mennesker og hvorfor musik er vigtig for hjernen.

HØR MERE: Hjernekassen