Parkinsonforeningen vinder flot pris

Oprettet d. 14.06.2018

SundhedsParlamentet afholdt torsdag den 14. juni en prisuddeling for patientforeninger på Folkemødet på Bornholm. Parkinsonforeningen vandt for Bedste Initiativ med projektet Dans med Parkinson, og det var en tydelig glad landsformand, som kunne takke for den fornemme pris: 

”Vi sender en stor tak til alle dem, der har været med til at gøre projektet til en succes. Ikke mindst vores to masterinstruktører Elisabeth og Susanne, vores parkinsonambassadør Anne-Mette Rasmussen, vores styregruppe og TrygFonden, der har støttet med 3,75 mio. kr. Men vigtigst af alt, tak til alle jer, der danser med Parkinson!”, sagde landsformand Jorry Højer.

SE TALE: Vil du se Jorrys takketale? Se med på facebook

I minutterne før prisudnævnelsen havde Michael Buksti, formand for arbejdsgruppen bag projekt Dans med Parkinson, præsenteret projektet for de mange fremmødte.

”Det siger sig selv, at et projekt som vores kræver en del kræfter, hvorfor det gennemføres med økonomisk støtte fra TrygFonden. Basalt er projektet baseret på internationale og nationale undersøgelser, der viser, at parkinsonramte får det bedre fysisk, mentalt og socialt, når de danser regelmæssigt”.

Projektet blev skudt i gang i 2017 og en hurtig midtvejsstatus viser, at der allerede er uddannet 80 instruktører i de to særlige danseformer Parkinson Ballroom Fitness™, som er udviklet af den danske danseinstruktør Elisabeths Dalsgaard og dans inspireret af det særlige amerikanske dansekoncept ’Dance for PD’, som er tilpasset danske forhold af den danske danseinstruktør Susanne Frederiksen.

”I løbet af mindre end 12 måneder er det lykkedes at stable mere end 50 dansehold på benene over hele landet, og vores seneste opgørelser viser, at mere end 500 personer med Parkinson og deres pårørende danser ugentligt. Men vores ambitioner er højere”, fortalte Michael.

LÆS MERE: Dans med Parkinson

Direktør Astrid Blom er også utrolig stolt over prisen:

”Det betyder fantastisk meget for os at vinde den her pris. Danseprojektet engagerer rigtig mange medlemmer, både mennesker med Parkinson og pårørende. Det er en stor anerkendelse for os som forening, for vores samarbejdspartnere og alle de mange frivillige. Med denne pris får vi et kæmpe skulderklap og bliver anerkendt for noget særligt”, siger Astrid Blom og fortsætter:

”Danseprojektet signalerer optimisme for en gruppe mennesker, som kan opleve store udfordringer i forbindelse med deres sygdom. Med danseprojektet fokuserer de på noget andet end sygdommen. Det giver livskvalitet og glæde, og jeg tror, at det især er det, der begejstrer”.

Prisen blev overrakt af Jette Warrer, redaktør for Helse. Danmarks Patient Award er udviklet af SundhedsParlamentet, Folkemødets sundhedspolitiske platform, som arrangeres af Dagens Medicin og Effector. Prisen for ’Bedste Initiativ’ gives til dén patientforening, der gennem et særligt initiativ har fået skabt større kendskab til en sag, har fået flyttet holdninger eller har opnået et resultat til stor gavn for patientgruppen.

Parkinsonforeningen sender en stor tak til TrygFonden, hvis generøse bevilling har muliggjort projektet, til vores masterinstruktører Elisabeth Dalsgaard og Susanne Frederiksen, som begge agerer som dansende forbilleder, vores styregruppe, vores 80 nyuddannede parkinsoninstruktører, vores frivillige og ikke mindst alle vores lokale dansere – med eller uden Parkinson.