Nyt uddannelsesforløb i Dans med Parkinson

Oprettet d. 24.10.2017

Parkinsonforeningen søger nye instruktører til ’Dans med Parkinson’, som skal være med til at udbrede dans i hele Danmark.

Uddannelsen er gratis og foregår den 6.-7. februar 2018 i Odense. Som kommende instruktør vil du få en solid indføring i Parkinson og modtage undervisning i Parkinson Ballroom Fitness™. Ballroom Fitness™ tager udgangspunkt i de klassiske pardanse, som f.eks. vals, cha cha cha, slow fox mm., men dansen er bygget op på en sådan måde, at man som deltager danser både alene og med en partner. I Ballroom Fitness™ er fokus på brugen af musikken, herunder gang til musik.

Parkinsonforeningens danseuddannelse er for dig, der ønsker at dygtiggøre dig indenfor undervisning af parkinsonramte og pårørende. Har du derfor erfaring med dans, undervisning eller bevægelse til musik og har du lyst til at undervise i dans med Parkinson i dit lokalområde, så kan du være den rette profil.

Der er frist for at tilmelde sig uddannelsesforløbet den 5. november 2017. Du skal udfylde en formular på Parkinsonforeningens hjemmeside, hvor du også kan læse mere om uddannelsen og forventningerne til dig som danseinstruktør. Det gør du HER.

Projektet finansieres via TrygFonden, som støtter projektet 'Dans med Parkinson' med 3,75 mio. kroner i perioden 2017-2019. Det overordnede mål er at samle Danmarks parkinsonfamilier i et fælles projekt centreret om dansetræning, musik og livsglæde.

For spørgsmål kontakt projektleder Marlene Grønnegaard Sørensen, tlf. 36350235 eller mail: ms@parkinson.dk.