Ny træningsbrochure

Oprettet d. 07.02.2017

Et helt nyt træningshæfte afløser Parkinsonforeningens ’gamle’ træningsbrochure. Træn med Parkinson rummer tekst og tegninger med inspiration til ikke mindst nydiagnosticerede parkinsonramte.

At bevæge dig er det bedste, du kan gøre for din hjerne. Derfor udsender Parkinsonforeningen nu et helt nyt træningshæfte. Træn med Parkinson rummer en række træningsforslag samt 24 velgennemprøvede øvelser. Øvelserne er tegnet af Henriette Wiberg Danielsen, så de både er fulde af liv og lette at bruge til selvtræning. 

Hæftet formidler desuden nyere forskning om sammenhængen mellem krop og hjerne. Videnskaben får i disse år stadig større vished for de positive indvirkninger, som fysisk træning har på hjernen. Det gælder også, når du har parkinson og visse ting føles svære.

Den bedste motion er den, du faktisk laver – hvad enten du går i haven, leger med dit barnebarn eller arbejder målrettet med blandt andet bevægelighed og balance.

Parkinsonforeningens journalist Marie Louise Kjølbye har skrevet teksten med inspiration fra blandt andet internationale guidelines for fysioterapi og fysioterapeut Finn Egeberg Nielsen.

Du kan købe brochuren via hjemmesiden for kr. 45 eller downloade den gratis.

LÆS MERE: Træn med Parkinson

LÆS MERE: Download guidelines på dansk