Kom tæt på en DBS-operation

Oprettet d. 10.09.2018

Tirsdag den 11. september kunne du komme helt tæt på en DBS-operation i TV2 programmet Holder Danmark i live.  Denne gang fulgte programmet blandt andet 57-årige Jan Petersen, som man møder umiddelbart før, under og efter den DBS-operation (deep brain stimulation), som han fik i foråret på Rigshospitalet i et samarbejde med Bispebjerg.

Hvis du har TV2 Play kan stadig se hele programmet.

Du kan også møde Jan og hans hustru Merethe i et lille opfølgningsprogram optaget i sensommeren, hvor man ser Jans nye hverdag. Opfølgningen kan pt. ses i fuld længde på TV2's hjemmeside via nedenstående link. Vær forberedt på, at optagelserne er med hele vejen, også når Jan får placeret elektroderne.

SE MERE: TV2.dk   

Kan du kende Jan? I juni var han forsidehistorie i Parkinson Nyt, hvor han med egne ord fortalte om operationen og hans overvejelser op til. 

SE MERE: Parkinson Nyt, juni 2018

Vil du vide mere om en DBS-operation?

  • Operationen foregår siddende i en ’tandlægestol’. Patienten er vågen og kontaktbar under operationen. En hjernekirurg placerer to elektroder i hjernens dybe kerne (STN).
  • Ledningen føres under huden ned til et genopladeligt batteri, der indopereres øverst på brystet. Strømmen tilsluttes og reguleres.
  • Efter endt operation regulerer patienten selv strømmen.
  • Operationen reducerer normalt medicinforbruget. For patienten er DBS-operation billig, effektiv og langtidsholdbar.

Hvordan virker DBS?

  • Den elektriske strøm bryder en række skadelige bølger i hjernen. Patienten får bedre bevægelighed og tilstanden bliver stabil døgnet rundt. Risikoen for parkinsondemens er ikke øget.
  • Den elektriske strøm kan dog ikke helt bremse udviklingen i de skader, der forårsages af dopaminmangelen, fx mangel på lyst, humør og initiativ. Der gives medicin som supplement.
  • Forskningen arbejder på at gøre strømmen til hjernen endnu mere præcis og ’skræddersyet’.

Brug for erfaringsudveksling og netværk?
DBS-netværket er en gruppe for DBS-opererede, deres pårørende og de, der overvejer operationen. 

LÆS MERE: DBS-netværket