Gode råd til sommerferien

Oprettet d. 05.07.2018

Skal du rejse med Parkinson denne sommer?

Den amerikanske parkinsonorganisation The Michael J. Fox Foundation har samlet en række gode råd til familier, der rejser med Parkinson. Vi viderebringer her et par stykker. Har du selv gode råd, som du gerne vil dele, samler vi op på Facebook i løbet af sommeren. Måske kan andre få gavn af dine gode erfaringer?

  • Fortæl personalet på flyet eller toget at du har Parkinson – måske vil det være muligt at boarde tidligere eller få hjælp fra personalet for at minimere stress.
  • Sørg for at medbringe din medicin i håndbagagen i tilfælde af, at kufferten bliver forsinket.
  • Forbered dig bedst muligt på sikkerhedskontrollen i lufthavnen og pak, så medicin mv. er let at tage ud af tasken.
  • På foreningens Facebookside bliver det blandt andet foreslået, at man får handicaphjælp i lufthavnen.
  • Forsøg at holde dine faste rutiner, selvom du er på ferie – hvis det er muligt bør du tage medicinen og motionere i samme tidsrum som du plejer.
  • Et råd kan være, at man ikke altid behøver at stræbe efter at erobre ukendt land. Det kendte og de små detalje giver ofte lige så store oplevelser.
  • Sidst men ikke mindst - nyd ferien, også selvom den måske kan gå lidt langsommere end du er vant til.

Mange familier finder tillige tryghed ved at medbringe et ark, hvorpå der står: "Jeg har Parkinson" på rejsemålets sprog. 

EPDA (European Parkinson’s Disease Association) har derfor lavet et dokument, som indeholder kontaktoplysninger ved nødstilfælde og er oversat til 25 forskellige sprog. På dansk står der: "Jeg har Parkinsons sygdom. Hav tålmodighed. I tilfælde af ulykke kontakt..."

Du kan udfylde kortet og downloade til print via nedenstående link.

DOWNLOAD: Ark med parkinsonoplysninger på flere sprog

LÆS MERE: Hus det blå sygesikringskort

FIND OS: Parkinsonforeningen på Facebook