Gode råd fra psykologen

Oprettet d. 24.06.2016

Ferien er en tid, hvor mange familier rykker tættere sammen. Derfor kan det blive ekstra vigtigt, at man sammen kan tale om sygdommen - når og hvis - det er nødvendigt.

Praktiserende psykolog Charlotte Jensen, der er specialiseret i kronisk sygdom, har på en række foredrag i foråret opfordret til, at man vænner sig til at tale om sygdommen og i fællesskab lader den fylde det nødvendige, men heller ikke mere end det:

​"Det er min erfaring, at det er vigtigt, at man sammen opbygger et sprog omkring det at have Parkinson. Samtidig hjælper det at sige tingene højt, derved får sygdommen også mindre magt. Når du deler, kommer du også tættere på andre mennesker", fortæller Charlotte Jensen.

Hvorfor er kommunikation så vigtig?

  • Hvis du ikke er vant til at sætte ord på din sygdom, vil det være ekstra svært at tale sammen.
  • Følelser og tanker bliver lettere at håndtere (det usagte skaber en barriere).
  • Du kommer tættere på dine nærmeste og de på dig, når I kan dele jeres tanker, følelser og oplevelser. Kommunikation øger derved chancen for at få hverdagen til at fungere bedst muligt.
  • Sygdommen og dens udfordringer kommer til at fylde mindre.
  • Gode vaner gør det hele lettere – der kommer rutiner i det svære.

​Hold øje med hjemmesiden, hvor vi i efteråret annoncerer yderligere to kurser med Charlotte Jensen.