Fundraisingsucces gentages

Oprettet d. 07.05.2018

Tidligere Grundfos-direktør, Kim Klastrup, skuespiller og sangerinde, Annette Heick, OL- guldvinder i håndbold Tonje Kjærgaard, verdensmester i badminton Steen Fladberg samt køkkenchef i Kulturhuset Blokhus, Thomas Guldbrandt, er blandt de 12 kendte danskere, der har takket ja til udfordringen om at ”yngle” penge til Parkinsonforeningen. Initiativet udgår fra Kolding-forretningsmanden, Brian Guldbrandt, der selv er ramt af Parkinsons sygdom, og som siden februar har været ansat som fundraiser i Parkinsonforeningen.

Få penge til at yngle er et projekt, hvor foreningen stiller et beløb til rådighed (hhv. 5.000 og 10.000 kroner) for en række ’pengeynglere’, som hver især skal få pengene til at yngle via aktiviteter, de selv udvikler.

Astrid Blom, direktør for Parkinsonforeningen, glæder sig til se de mange kreative aktiviteter, som indgår i kampagnen over hele landet de kommende seks måneder.

”Det er anden gang, at der på denne måde bliver samlet penge ind til Parkinsonsagen. Jeg er så stolt over, at det er lykkedes at finde så stærkt et hold af deltagere. Det er vigtigt, at vi når målet om at indsamle minimum 500.000 kr., men lige så vigtigt er det at øge kendskabet til Parkinsonforeningens arbejde og dermed sætte Parkinson på landkortet”, siger Astrid Blom.

Kim Klastrup, en af pengeynglerne, har selv har Parkinson og vil gerne have danskerne til at tale mere sammen og har derfor udviklet et spil, ”Toastmaster”, som kan købes ved kontakt til info@klastrup.com.

LÆS MERE: "Toastmaster"

 

(Illustration: iStockphoto)